Klima-dilemma i landsby: Karin og Henrik vil ikke være nabo til biogasanlæg

Et stort biogasanlæg i landsbyen Flemløse vil spare klimaet for tusindvis af tons CO2. Til gengæld ødelægger det hverdagen for de nærmeste naboer.

- Vores landsby er blevet skraldespand for kommunen.

Sådan lyder det fra Karin Jensen, når hun skal beskrive situationen for landsbyen Flemløse, hvor hun bor.

For 15 måneder siden blev et nyt biogasanlæg etableret i den vestfynske landsby. Nu lægges der op til at udvide anlægget til dobbelt størrelse.

Efter udvidelsen skal biogasanlægget kunne modtage 246 ton gylle om dagen. En del skal pumpes i rør gennem landskabet, mens resten skal køres til med lastbiler.

- Trafikken er for voldsom. Generne for lokalsamfundet er for voldsomme. Vi prøver at gøre opmærksom på, hvor mange gener der er. Men vi bliver ikke hørt, siger Henrik Tegtmeier, som også bor tæt på biogasanlægget.

- Vi kan jo klage lige så tosset, vi vil, til forvaltningen. Men der sker jo ikke noget, supplerer Karin Jensen.

Ingen gevinst for Assens

Både Karin Jensen og Henrik Tegtmeier mener slet ikke, at der bør placeres et biogasanlæg i et lokalområde som deres.

- Inde i mit hoved er det sådan, at der er tre investorer, der får en kæmpe gevinst ud af det her. Men Assens Kommune får ingen gevinst, og vi borgere her omkring, vi mister livskvalitet, siger Henrik Tegtmeier.

Flemløse Biogas har været i brug siden august 2020.
Flemløse Biogas har været i brug siden august 2020.
Foto: Pernille Gram

Udvidelsen af biogasanlægget er på vej til at blive godkendt. Forleden blev der givet grønt lys i kommunens udvalg for miljø, teknik og plan. Dog med den bemærkning, at der skal udføres afskærmende beplantning omkring anlægget, og at der skal ses nærmere på muligheden for at forbedre forholdene for de bløde trafikanter i området.

- Det er helt sikkert i de kommende årtier det helt store dilemma, i Danmark og i hele verden. Når man skal etablere store tekniske anlæg, der rykker for alvor ved klimaet, så er det en umulighed at lave et anlæg, uden at det berører nogle af de nærmeste naboer på negativ vis, siger Dan Gørtz, formand for Assens Kommunes Udvalg for Miljø, Teknik og Plan, Venstre.

Omvendt påpeger Dan Gørtz, at biogasanlægget i Flemløse til gengæld vil reducere CO2-udledningen i Assens Kommune med 32.000 ton om året. Det svarer til halvdelen af det, som kommunen mangler for at nå det fastsatte klimamål.

Investerer 22 millioner kroner

Hos folkene bag biogasanlægget er der ingen tvivl. De udvider, fordi de mener, at det er den rigtige vej at gå.

- I Danmark har man vedtaget, at man vil have en anden energipolitik, væk fra kul og olie og til grøn energi. Vi mener, det er fremtiden, og vi forventede egentlig, at der ville blive set positivt på det, og det gør der heldigvis også fra størsteparten af de mennesker, vi møder, siger landmand og medejer Jørgen Stougaard.

Flemløse Biogasanlæg er stiftet og ejet af Jørgen Stougaard og to andre lokale landmænd, Christian Stenskrog fra Grambogård og Kurt Poulsen fra Toftegård.

De tre gårdejere investerer omkring 22 millioner kroner i udvidelsen. Desuden har de aftalt med Assens Kommune, at de også skal bidrage økonomisk til en udvidelse af de kommunale veje i området.

Ifølge naboerne Karin Jensen og Henrik Tegtmeier er hele sagen om biogasanlægget blevet lemfældigt behandlet af Assens Kommune. De oplever, at kommunen har givet ekstra god behandling til landmændene, der vil bygge og udvide.

- Hvordan kan Flemløse Biogas for eksempel lave en politisk aftale om, at Assens Kommune afholder en del af udgifterne til udvidelsen af vejen, spørger Henrik Tegtmeier.

- Der er lavet en studehandel, mener Karin Jensen.

Flemløse Biogas

Den påstand bliver afvist af både landmand Jørgen Stougaard og udvalgsformand Dan Gørtz.

Det fyger med rygter om, at bygherrerne har fået ekstra god behandling af Assens Kommune i den her sag. Kan du helt afkræfte det?

- Jeg kan på ingen måde bekræfte, at det skulle være tilfældet, siger Dan Gørtz.

Et flertal i Assens Byråd ventes at godkende udvidelsen af biogasanlægget. Men i landsbyen Flemløse er borgerne splittet i det store klima-dilemma. Nogle er imod, andre er for.

- Helt personligt så hader jeg snart den her sag, for landsbyen bliver delt i to lejre. Men det er under al kritik, at det her bliver trukket ned over os, siger Karin Jensen.

Oversigt

    Oversigt