Mie skifter arbejdsløsheden ud med SOSU-uddannelse: Jeg kan slet ikke vente

I tæt samarbejde med Assens Kommune starter 19 ledige i årets første måneder på SOSU-uddannelsen.

Fra butikschef til stressramt og arbejdsløs – og nu tilbage på skolebænken.

For Mie Christensen fra Haarby har de seneste år været en rutsjebanetur, men efter et vellykket praktikforløb i et bofællesskab er plejefaget krøbet helt ind under huden på hende. Til marts starter hun på SOSU-uddannelsen.

- Jeg har altid haft interesse i sundhedsfaget. Så jeg tænkte, at med den hjælp jeg har fået af kommunen, så er det nu, jeg har chancen. Nu tager jeg springet, fortæller Mie Christensen.

quote I praktikken kunne jeg mærke, at jeg bidrog til omsorgen. Glæden i beboernes øjne gjorde, at jeg vidste, at SOSU-uddannelsen var lige mig

Mie Christensen

Sammen med 18 andre ledige fra Assens Kommune tager hun snart hul på en ny hverdag som studerende. Det sker efter tæt samarbejde med kommunen, som har oprettet en særlig uddannelsesenhed, der har fokus på opkvalificering og uddannelse.

Og netop det at komme ud og afprøve potentielle erhverv er en god mulighed for de ledige, mener Anja Madsen. Hun er virksomhedsambassadør i Assens Kommune og en del af den nye enhed, der arbejder med at finde det rette match mellem de lediges ønsker og de arbejdsområder, hvor kommunen mangler arbejdskraft.

- Vi tager altid udgangspunkt i den lediges drømme for fremtiden. Men det er ikke altid, at det kan lade sig gøre i praksis. Og så det er vigtigt at finde ud af, om den lediges kompetencer måske kan bruges indenfor et af de områder, der mangler arbejdskraft, siger Anja Madsen.

Praktik med effekt

Nogle af de greb, som den kommunale uddannelsesenhed ofte tyer til for at hjælpe de ledige på rette vej, er virksomhedspraktik og kortere ansættelser i for eksempel løntilskud. For Mie Christensen var det netop et vellykket praktikforløb, der gav hende følelsen af at være havnet på den rette hylde. 

quote Vi er nødt til at kigge på, hvor der mangler arbejdskraft, og hvilke ledige der kunne have interesse og evner inden for netop disse områder

Anja Madsen, virksomhedsambassadør i Assens Kommune

- I praktikken kunne jeg mærke, at jeg bidrog til omsorgen. Glæden i beboernes øjne gjorde, at jeg vidste, at SOSU-uddannelsen var lige mig, forklarer Mie Christensen

Med hjælpen fra Assens Kommune tog det Mie Christensen blot en måned før beslutningen om en uddannelse som SOSU-assistent blev truffet. Og det er også i dette fag, at hun ser sit fremtidige arbejdsliv.

- Hverdagen i en butik blev for ensformig for mig. Som SOSU-assistent oplever man nye ting hver eneste dag, og det er også her, at jeg ser min fremtid. Ellers havde jeg heller ikke takket ja til uddannelsen, bekræfter Mie Christensen. 

Uddanner ikke til ny ledighed

Selvom Assens Kommune altid bestræber sig på at finde den hurtigste vej for den ledige til enten arbejde eller uddannelse, så understreger Anja Madsen vigtigheden af ikke at uddanne folk til ny arbejdsløshed.

- Det er klart, at vores fokusområder påvirkes af den politiske bevågenhed. Vi er nødt til at kigge på, hvor der mangler arbejdskraft, og hvilke ledige der kunne have interesse og evner inden for netop disse områder, forklarer Anja Madsen.

Et af de særlige fokusområder har netop været på SOSU-uddannelserne, fordi der mangler hænder i branchen. Det er dog ikke altid skolebænken, der er det rette match. Men uanset hvad, så oplever Anja Madsen, at uddannelsesenheden i Assens Kommune er gavnlig for alle parter.

- Nogle gange bliver både de ledige og vi bekræftet i, at uddannelsen er den rigtige vej for dem at gå, mens andre finder ud af, at det alligevel ikke er noget for dem. Men når de har været i et forløb hos os, oplever vi, at de ofte får øget tro på sig selv og pludselig kan se nye muligheder. Og det giver jo både værdi for dem og for kommunen, siger Anja Madsen

Og for Mie Christensen kan tiden frem til uddannelsesstart 23. marts kun gå for langsomt.

- Jeg glæder mig helt vildt og kan slet ikke vente med at komme i gang, fortæller hun.

Oversigt

    Oversigt