Man kan stadig lugte soden fra den brand, der torsdag i sidste uge havde fat i et kolonihavehus i Skovvejens Haveforening i Assens. Én brand ud af flere, der har plaget kolonihaverne i den seneste tid.
- Det er trist syn og lidt op ad bakke, siger Kalle Karlsen, der er formand i haveforeningen, mens han kigger på resterne af det nedbrændte hus.
Selvom der er politibånd på lågen, så er det ikke meget, Kalle Karlsen ser til politiet i området. Derfor glæder det ham, at det tirsdag aften blev besluttet, at 20 nye politistationer skal placeres i nærområder - på Fyn betyder det en lokalpolitistation i Assens og Nyborg.
- Det har vi savnet, lige siden det lukkede, siger Kalle Karlsen og henviser til de 13 lokalstationer, der som konsekvens af politireformen i 2006 lukkede rundt omkring på Fyn, blandt andet i Assens.
Jeg tror, at noget af det, vi har savnet, det er følelsen af tryghed
Arne Gram, politidirektør, Fyns Politi
Tryghed er altafgørende
Nærpolitienhederne skal blandt andet kunne patruljere i lokalområdet og aflægge besøg hos borgere ramt af kriminalitet, ligesom der vil være åbent for fysiske henvendelser 15 timer om ugen.
Hos Fyns Politi er der glæde at spore over nærstationerne, og de er så småt gået i gang med at tænke over, hvordan det skal implementeres. Særligt én ting er vigtigt for politidirektør Arne Gram.
- Jeg tror, at noget af det, vi har savnet, det er følelsen af tryghed. Det vil et øget nærvær gøre rigtig meget ved i Nyborg og Assens, og så må vi forsøge at være synlige andre steder på øen, siger Arne Gram.
I både Assens og Nyborg kommune ser de to borgmestre frem til, at politiet rykker tættere på borgerne.
- Det har noget at gøre med tryghed, det betyder noget på den forebyggende indsats. Det er vigtigt vi også kan se politiet i dagligdagen, hvilket vi i nogen grad kan i dag, men det bliver endnu bedre, og vi kommer tættere på borgerne, siger borgmester i Nyborg, Kenneth Muhs (V).
- Det får forhåbentligt den betydning, at folk bliver trygge, og politiet får en mere nær relation til borgerne. Selvfølgelig også nogle hurtigere udrykningstider og noget nærvær, hvor der er en bedre kunne sætte sig ind i det, der foregår i nærområdet, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).
Man tænker jo: hvad hvis det er mit næste gang
Kalle Karlsen, formand, Skovvejens Haveforening
Nærpoliti vil gøre en forskel
Tilbage i haveforeningen i Assens har kolonihaveejerne allerede forsøgt sig med patruljering på stierne og overvejer, om der skal indføres overvågning. For utrygheden blandt ejerne er stor.
Det betyder nærpolitienhederne
- Enhederne vil være base for lokalpolitiet i det pågældende område og have åbent for fysiske henvendelser mindst 15 timer om ugen.
- De vil have en bemanding på minimum fem politiårsværk per enhed, så der – ud over bemandingen af nærpolitienhederne i åbningstiden for fysiske henvendelser – sker en styrkelse af det øvrige lokale politiarbejde i området. Der er tale om en markant udvidelse af politiets eksisterende åbningstider. Det vil være op til den enkelte politikreds at vurdere, hvordan åbningstiden bedst fordeles henover ugen ud fra de lokale forhold.
- På nærpolitienheden vil borgerne kunne foretage anmeldelser, være i dialog med politiet og få råd og vejledning.
- Ved siden af borgerhenvendelserne kan betjentene på nærpolitienhederne for eksempel foretage sagsbehandling af mindre sager, lave telefoniske tryghedsopfølgninger samt forberede og samle op på bekymringssamtaler med lokalområdets unge.
- Samtidig vil betjentene knyttet til nærpolitienhederne kunne patruljere i lokalområdet som et supplement til beredskabet. Eksempelvis vil lokalbetjentene kunne indhente videoovervågning fra for eksempel et butikstyveri eller aflægge besøg hos indbrudsramte borgere og optage anmeldelse samt vejlede om kriminalpræventive tiltag og sikring af egen bolig.
Kilde: Justitsministeriet
- Man tænker jo: hvad hvis det er mit næste gang, spørger Kalle Karlsen og fortsætter:
- Jeg er her 360 dage om året, tror jeg. Og hvis det lige pludselig var væk, hvad så? Jeg har ikke råd til at betale for at bygge det op, siger Kalle Karlsen, der har haft sit kolonihavehus Ishuset i godt 12 år.
Nu ser han frem til, at de forhåbentligt kan føle sig mere trygge igen i deres kolonihavehuse på Skovvejen med politiet tættere på.
- Det vil helt sikkert gøre en forskel, for de vil have et bedre kendskab til dem i byen. Så de skal være så velkomne, understreger Kalle Karlsen.