Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Statsministeren fortæller på pressemøde, at lokale restriktioner nu udbredes til hele landet.
Fra lørdag klokken 12 og til og med 4. oktober sænkes forsamlingsforbuddet i hele landet til 50 personer.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde om den nuværende coronasituation.
Barer og restauranter i hele landet skal lukke klokken 22
På grund af coronavirus skal barer og restauranter lukke klokken 22. Der er også krav om mundbind.
Barer, caféer og restauranter i hele landet skal lukke fra klokken 22 ifølge regeringen. Det gælder fra lørdag klokken 12.
På restaurationer skal man bære mundbind, indtil man sætter sig. Det fremgår af et pressemøde i Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) taler.
- Coronaen har igen fået greb i vores samfund, vi står i en alvorlig situation. Danmark er blandt de lande, der kom godt igennem foråret, det gælder i forhold til det sundhedsmæssige og samfundsøkonomien.
- Vi er på vej ind i efterår og vinter og dermed også en nye fase i kampen mod corona, siger hun.
I dag har restaurationer lov til at holde åbent til midnat.
Coronasmitte har spredt sig
Det skyldes udbruddet af coronavirus, der har spredt sig til større dele af landet de seneste dage.
Der er registreret 454 nye smittede det seneste døgn, men samtidig bliver der foretaget væsentlig flere test end i foråret.
- Det handler om at undgå, at vi kommer derhen, så vi undgår en reel nedlukning af dele af vores samfund. Det har ikke været en eksplosiv stigning fra dag til dag, som vi så i marts måned. Men smitten har fået fat, siger Mette Frederiksen.
Med virkning fra lørdag klokken 12 bliver forsamlingsforbuddet over hele landet sænket til 50 personer med visse undtagelser. Det gælder eksempelvis, hvor deltagerne sidder ned.
Københavnske restriktioner indføres overalt
Storkøbenhavn har den seneste tid været ramt særligt slemt, og derfor blev der indført restriktioner for restaurationer tidligere på ugen. Det er dem, der nu bredes ud til resten af landet.
Det skyldes, at smitten har spredt sig til resten af landet.
- Fra at være lokale udbrud der kunne kontrolleres, ser vi nu en spredning. Den stigning vi så i 18 kommuner, der var i særlig fokus, ser vi nu i alle kommuner, siger faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut.
- Der er ingen kommuner, der er uden risiko. På landsplan har vi 40 tilfælde per 100.000, siger han videre.
14 procent af de indlagte er under 30 år ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Arrangementer, hvor man mest sidder ned, vil det fortsat være tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis inden for kultur, idræt og konferencer.
I dele af landet er forsamlingsforbuddet allerede sænket fra 100 til 50 personer. Men det bliver altså udbredt til hele landet.
De skærpede restriktioner skyldes, at udbruddet af coronavirus har spredt sig til større dele af landet de seneste dage.
Ud over ændringen af forsamlingsforbuddet gælder det nu også for hele landet, at barer, caféer og restauranter skal lukke klokken 22. Samtidig skal alle stående gæster bære mundbind.
Det gælder også indtil videre frem til og med den 4. oktober.
Ikke så kritisk som tidligere
Mette Frederiksen pointerer, at Danmark ikke er i samme kritiske situation som ved nedlukningen 11. marts. Men der skal sættes ind nu for at undgå, at Danmark havner der igen, siger Mette Frederiksen.
Fyns Politi med opsang:
- Nu skal vi vise ansvarlighed
Incidenstallet i fem fynske kommuner er på 20 eller derover. Derfor opfordrer Fyns Politi nu alle til at udvise ansvarlighed for at undgå yderligere restriktioner.
Coronavirus har fortsat godt fat på Fyn, hvor incidenstallet i halvdelen af de fynske kommuner er på 20 eller derover.
Det får nu Fyns Politi til at råbe vagt i gevær. For det er et fælles ansvar, at vi får bremset smitten, så vi undgår yderligere restriktioner.
Det siger politidirektør Arne Gram fra Fyns Politi.
- Vi skal udvise maksimal ansvarlighed og påpasselighed, så vi sammen kan bidrage til, at Fyn ikke bliver ramt af yderligere restriktioner. Smitten i samfundet er lige nu drevet af begivenheder, hvor mange personer er samlet – ikke mindst i nattelivet.
- Derfor er det vigtigt, at vi alle holder afstand, undgår knus og kram og i det hele taget undgår at løbe unødvendige risici, udtaler han i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.
Overtrædelser straffes med bøde
Arne Gram medgiver, at smittetallet i både Faaborg-Midtfyn og Odense igen er faldende, men derfor er der stadig grund til forsigtighed, da smitten fortsat stiger på landsplan.
Derfor vil Fyns Politi heller ikke tøve med at uddele bøder, hvis reglerne bliver brudt.
- Overtrædelser af de gældende restriktioner vil blive mødt med sanktioner. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt at melde så kontant ud, men jeg ser ikke andre muligheder. Vi vil derfor fortsat være massivt til stede i nattelivet, men vi vil også holde et godt øje med for eksempel forretninger, pladser og parker, siger Arne Gram.
På grund af det høje smittetryk i Odense Kommune er kommunen pålagt restriktioner, der fortsat gælder frem til den 22. september.
Restriktionerne betyder, at forsamlingsforbuddet er sænket til 50 personer. Restauranter, barer og caféer skal lukke ved midnat.
- Vi er godt på vej ind i et efterår og en vinter og dermed på vej ind i en ny fase med corona. Vi er ikke overrasket over, at smitten ville stige i efteråret. Men det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at det er for tidligt, at smittetallet er så højt, som det er, siger statsministeren.
Det seneste døgn har 454 personer fået registreret en positiv coronatest, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Det er det højeste antal positive test, der er registeret i al den tid, Danmark har været ramt af coronavirusset.
Korte videoer