I det fynske folks tjeneste

Sand mellem tæerne og besøg fra familien: Fynsk plejehjem trodser corona og tager på ferie

Ti beboere på plejecentret Æblehaven i Haarby trodser coronaen og tager på miniferie i Hvide Sande. Det handler om at leve, siger arrangøren.

00:17

91-årige Mary Bæk er sammen med andre beboere fra plejecentret Æblehaven i Haarby lørdag taget på miniferie i Hvide Sande trods coronavirussen. Video: Sara Fuglsig

Mary Bæk på 91 år har pakket siden fredag aften. Nu er hun ved, med hjælp fra social- og sundhedsassistent Vibeke Pedersen, at pakke de sidste ting, så hun er klar til afgang.

Læs også Plejehjem i Odense: Ældre trives bedre under coronakrise

For lørdag ved middagstid kører hun sammen med fire andre beboere på Æblehaven i Haarby til Hvide Sande, hvor de skal være på ferie de næste tre dage.

For Mary Bæk bliver miniferien et gensyn med hendes barndomssomre på vestkysten, forklarer hun.

- Jamen det bliver jo spændende. Jeg har haft en moster i Esbjerg, så lige fra barn af er jeg kommet derovre og har været på Fanø i al slags vejr – og jeg har været der mange gange siden også.

- Ved Hvide Sande har jeg også bekendte, så der har vi også været før. Men derfor er det også dejligt at komme igen, siger hun.

Stort afsavn til familien 

Ligesom mange andre beboere på landets plejecentre har Mary Bæk været afskåret fra sin familie siden marts på grund af coronavirus. Den seneste tid har hun kunnet få besøg på terrassen, men ellers har kontakten foregået over tel

Jeg har kun én datter, og hun bor oppe i nærheden af Odder, og hun vil komme over på mandag, når jeg har fødselsdag.

Mary Bæk, beboer, plejecentret Æblehaven

efon.

- Jeg længes efter, at de må komme ind her. Det er lidt hårdt, at de skal stå udenfor, og at vi skal nøjes med at snakke i telefon, siger hun.

Læs også Forsamlingsforbuddet ventes lempet: - Det vil have en væsentlig betydning

Derfor glæder hun sig ekstra meget til at komme på ferie i Hvide Sande, og det er der en helt særlig grund til. Mary Bæk fylder nemlig 92 år på mandag.

- Jeg har kun én datter, og hun bor oppe i nærheden af Odder, og hun vil komme over på mandag, når jeg har fødselsdag, siger Mary Bæk.

I det ordene forlader Marys mund, trænger tårerne sig på, og stemmen knækker som for at understrege, hvor hårdt det har været for hende – og mange andre i samme situation – at være afskåret fra familien på grund af coronavirus.

Vil gøre noget ekstra 

Det er netop derfor, at personalet på plejecenter Æblehaven har besluttet at tage nogle af beboerne med på tur.

Det forklarer social- og sundhedsassistent Vibeke Pedersen, som har arrangeret turen, mens hun pakker bussen.  

- Det er simpelthen vigtigt for os at gøre noget ekstra for vores beboere. Det gør så stor en forskel for dem i deres hverdag, at der sker nogle andre ting. Livet leves hele livet. Det er jo ikke slut, fordi man kommer på plejehjem. Der er stadig masser af muligheder for udfoldelse, siger hun.

Læs også Faaborg i stedet for Mallorca: - Vi får det bedste ud af Danmark

Alle beboere på Æblehaven har fået tilbuddet om at komme med på turen til Hvide Sande, som er planlagt sådan, at de ti beboere er delt op i to grupper af fem, som hver er i Hvide Sande i tre dage.

Det gøres for at sikre, at retningslinjerne i forhold til coronavirus kan overholdes, forklarer Vibeke Pedersen.

- ”Fængslet”, som vi kalder det, kan vi flytte ud. For vi tager restriktionerne med os. Vi gør nøjagtig de samme ting med hygiejne, rengøring og sprit. Det er det samme personale og de samme beboere. På den måde er alt lovligt og forsvarligt, forsikrer hun.

Skal have vind i håret 

Mens Vibeke Pedersen pakker de sidste ting i bussen, har den brune besøgshund Malou sat sig til rette på forsædet. Bagved sidder Mary Bæk sammen med turens øvrige deltagere – heriblandt Jan Johnsen, eller bare ”Københavner-Jan” som han også kaldes.

Han glæder sig til at komme væk fra plejecentret nogle dage og gense Danmark, forklarer han.

- Det betyder alt. Vi har jo været låst inde, som var vi kriminelle, siger Jan Johnsen.

Læs også Nu kan Sonja besøge sin mor på plejehjemmet: - Vi skal bare kigge hinanden i øjnene

I mellemtiden har Vibeke Pedersen pakket færdig, så gruppen kan sætte kursen mod strandene i Hvide Sande. Hun har allerede en plan for, hvad de skal lave, når de når frem.

- Planen er, at vi skal ud og have vind i håret. Vi skal ud og cykle, vi skal gå med kørestol og rollator, og hvad vi ellers har. Vi skal have lidt sand i tæerne og mærke vandet, hvis det er muligt, siger hun.

Og på mandag skal de alle fejre Mary Bæks 92-års fødselsdag. 

01:51

Video: Sara Fuglsig

Luk video