SF bag nyt lovforslag: Det skal være slut med at bygge på giftgrunde

9. januar skal Folketinget diskutere den såkaldte Lynfrosten-forurening. SF står bag beslutningsforslag om ny jordforureningslov.

Det er kun en lille uges tid siden, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) slog fast, at fynske betonarbejdere ikke skal finde sig i at arbejde i omgivelser, der udsætter dem for sundhedsgener, kvalme og hovedpine.

Samtidig var der kritik af bygherren Innovater, der har modtaget to påbud og ifølge ministeren har oplyst mangelfuldt i projektmaterialet om den forurening og de risici, der er ved at arbejde på grunden.

Det skete i forbindelse med et paragraf 20 spørgsmål fra det fynske folketingsmedlem Victoria Velasquez (EL) og på foranledning af medarbejdere, der arbejder på den såkaldte Lynfrosten-grund, hvor der i øjeblikket opføres et butiksbyggeri på 15.000 kvadratmeter.

Men nu kommer sagen atter på Folketingets bord.

SF har nemlig fremsat et beslutningsforslag om at ændre jordforureningsloven, så det fremover bliver ulovligt at gennemføre et byggeri, som det, der er i gang i Nyborg.

Forslaget, der behandles den 9. januar 2024, er fremsat af Marianne Bigum og Signe Munk, der langt fra er tilfreds med Nyborg Kommune og regionens roller i sagen.

Lex Nyborg

"Nyborgs kommunalbestyrelses og Region Syddanmarks regionsråds håndtering af sagen Lynfrosten med byggeri af butikker oven på et stærkt forurenet affaldsdepot med giftige og sundhedsfarlige kemikalier er et klart eksempel på, at det er nødvendigt at opdatere jordforureningsloven og specifikt at forbyde byggeri oven på forurenede arealer", hedder det i begrundelsen for lovforslaget.

For ellers skubber man bare oprydningsbyrden til efterfølgende generationer.

"Ifølge jordforureningsloven må byggeriet ikke vanskeliggøre senere oprydninger, men om det viser sig at holde stik i virkeligheden, får vi eller næste generation først at vide på et senere tidspunkt", skriver de to SF’ere.

Kommune skal stilles til ansvar

Efter forslagsstillernes opfattelse bør en bygherre og en kommunalbestyrelse ikke fritages for ansvar.

"Bygherre har ofte fået grunden billigere end markedsprisen, fordi grunden er forurenet. Kommunen scorer en økonomisk gevinst ved at give bygherre tilladelse til at etablere butikker og arbejdspladser i byen. Bygherre bør derfor deponere en sum penge eller forsøge at tegne en forsikring, så en fremtidig afværgeforanstaltning ikke skal finansieres alene af offentlige midler", hedder det.

Når det omhandler egentlige affaldsdepoter og hotspot med giftige og sundhedsfarlige kemikalier, bør byggeri og etablering af infrastruktur oven på de forurenede områder helt forbydes, uanset om det er til boliger eller butikker, mener SF.

"I dag er kravene til indendørsluften i butikker lempeligere end i bygninger med andre formål. Når affaldsdepoter og kemikaliehotspot berøres af gravearbejde, oprydning eller fundering m.v., bør det i jordforureningsloven sikres, at al forurening skal fjernes og miljøeffekten dokumenteres", hedder det i forslaget.

Drop modelberegninger

Forslagsstillerne mener også, at en fremtidig jordforureningslov skal anerkende, at skadelig virkning på mennesker også omfatter ikke somatiske sygdomme (mangel på velvære/velfærd).

Partiet kritiserer Region Syddanmark for udelukkende at have anvendt modelberegninger og skøn over, hvor meget forureningen fortyndes, inden den når ud i Storebælt.

Det er i strid med intentionerne bag EU’s vandrammedirektiv, mener partiet, der opfordrer regionen til at foretage eksempelvis vandmålinger, der kan dokumentere forurenings-konsekvenserne.

Endelig ønsker SF, at en revideret jordforureningslov tager hensyn til de hastigt accelererende klimaforandringer med højere grundvandsstand, voldsomme regn- og stormepisoder og forhøjet vandstand.

Lovforslaget indeholder også en gennemgang af forureningen med PFAS og en opfordring til, at loven kommer til at omfatte landbrugsjord herunder jord påvirket af spredning af slam, gødning og pesticider.

Oversigt

    Oversigt