Advarsel efter fodboldkamp: Køkkenpige smittet med coronavirus

En køkkenpige, der havde vagt i caféen i Espe Hallen under en fodboldkamp onsdag aften, er blevet testet positiv for covid-19.

Opdatering
Clock23. aug 2020, kl. 13:15
Artiklen er opdateret med citater og oplysninger fra formand Jakob Kristensen.

Få lavet en test for covid-19, hvis du har handlet i Espe Hallens café onsdag den 19. august eller lørdag den 22. august.

Sådan lyder opfordringen i en advarsel, som Espe Hallens ledelse lørdag aften sendte ud på Facebook. Advarslen kommer, efter en køkkenpige er blevet testet positiv for covid-19. Hun var på vagt i hallens café, mens den lokale fodboldklub Krarup Espe spillede pokalkamp mod danmarksserie-holdet Otterup.

En pige er smittet med coronavirus i Espe Hallen. Bestyrelsesformand i Espe Hallen, Jakob Kristensen, understreger, at han ikke bebrejder den unge pige.
Fotograf: Alexander Aagaard

"En af pigerne i køkkenet fik det dårligt torsdag, så hun fik foretaget en corona-test i går, fredag. Resultatet af testen er netop kommet, og den er desværre positiv. Den pågældende medarbejder har kun haft denne ene vagt i løbet af de sidste 14 dage," skriver formand for Espe Hallen Jakob Kristensen i opslaget.

Ifølge formanden var der cirka 100 tilskuere til kampen mod Otterup.

- Vi bliver nødt til at få det her fortalt bredt og hurtigt ud. Hvis det her nu eskalerer, skal det i hvert fald ikke være fordi vi ikke reagerede, siger Jakob Kristensen til TV 2 Fyn.

- Ingen bebrejder hende 

Han fortæller, at den pågældende køkkenpige ingenting fejlede, da hun mødte på arbejde i onsdags. 

- Hun har det skidt - som en meget kraftig influenza. Og jeg vil gerne understrege, at der ikke er nogen, der bebrejder hende noget som helst. Hun havde ingen symptomer, da hun mødte på arbejde, og hun har jo bare passet sit arbejde, siger Jakob Kristensen.

En pige er smittet med coronavirus i Espe Hallen
Fotograf: Fotograf: Alexander Aagaard Redigering: Mie Flyttov

Han fastslår, at man har taget alle de gængse forholdsregler for at undgå smitte.

- Idrætshallen har været brugt af den lokale skoles elever, da den åbnede i april, og alle de procedurer omkring for eksempel brug af engangshandsker i caféen og tilgængelig sprit har vi fulgt lige siden, siger han.

Andre ansatte kan være smittet

Lørdag spillede samme fodboldhold kamp igen. Denne gang i en kamp i Fynsserien mod SSV Højfyn. Her var den smittede køkkenpige ikke på arbejde, men det var de andre cafémedarbejdere. Og derfor kan det ikke udelukkes, at de kan have smittet andre, hvis de selv er blevet smittet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"I værste tilfælde kan personalet i dag (lørdag, red.) altså være blevet smittet i onsdags," skriver han videre.

Alle medarbejdere er blevet testet for corona-virus, og indtil man kender resultatet af de tests, er caféen lukket.

En køkkenpige, der havde vagt i caféen i Espe Hallen under en fodboldkamp onsdag aften, er blevet testet positiv for covid-19.

Oversigt

    Oversigt