Corona har sat social læring på standby: Gymnasium sætter fællesskab på skoleskemaet

Coronarestriktionerne har medført færre sociale aktiviteter. Midtfyns Gymnasium har igangsat tiltag for at genskabe de gode fællesskaber hos eleverne.

"I skriver fællesskab øverst, og så vælger I ti ord, som, I synes, understøtter fællesskabet"

Sådan lød dagens opgave til elever på Midtfyns Gymnasium.

Lærer og elever har siden sommerferien arbejdet på - både i skolen og i fritiden - at få genopbygget det fællesskab, som coronanedlukninger og restriktioner ellers har forhindret.

- Jeg synes, det er virkelig fedt, for nu bliver der åbnet igen, og vi får mulighed for at begynde at lave de her fællesskaber. At blive enige om, hvad vi gerne vil i de fællesskaber inden, tror jeg er megasundt, siger William Hjerrild, der går i 1.g. på Midtfyns Gymnasium.

Fællesskabsaktiviteter på Midtfyns Gymnasium

Udelukkelse fra de små fællesskaber

William Hjerrild er slet ikke i tvivl om, at det store fællesskab har taget skade af forsamlingsforbud og coronabobler. Det giver hans kammerater Solveig Østerlund Krog og Jonas Falk Grøn Menov ham ret i.

- Det har på nogle punkter godt kunne føltes som om, man blev lukket lidt ude fra det fællesskab, man gerne ville deltage i, siger Jonas Falk Grøn Menov

William Hjerrild (tv.), Jonas Falk Grøn Menov og Solveig Østerlund Krog glæder sig alle til, at skolens fællesareal igen bliver centrum for sociale arrangementer, som da de havde spilcafé forleden.
William Hjerrild (tv.), Jonas Falk Grøn Menov og Solveig Østerlund Krog glæder sig alle til, at skolens fællesareal igen bliver centrum for sociale arrangementer, som da de havde spilcafé forleden.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Og Solveig Østerlund Krog, der har prøvet at skulle udelukke nogle fra fællesskabet har mærket det ligesådan:

- Det har været superhårdt at skulle sige "du må ikke være med, for der er ikke lige plads til dig", fordi der er corona, siger hun.

quote Jeg tror helt sikkert, at det bliver svært for nogle at skulle ud i det store fællesskab

Solveig Østerlund Krog, elev, Midtfyns Gymnasium

En undersøgelse fra HOPE-projektet viser, at hver fjerde ung føler sig ensom under corona. Både da det stod værst til med nedlukninger, men også nu, hvor der ellers er lys for enden af tunellen.

Det er den udfordring, gymnasiet ønsker at komme til livs, samtidig med at give de unge en behagelig overgang til det sociale liv, der så småt begynder igen.

Ansvar for at danne rammen

Kristine Lund Andersen er lærer og pædagogisk faglig koordinator på Midtfyns Gymnasium. Hun har været med til at igangsætte nogle af de mange fællesskabstiltag. 

- Vi har elever, der efter en coronanedlukning har siddet meget isoleret bag skærme og har svært ved at indgå i relationer igen, fortæller hun. 

Det har betydet ekstra travlhed hos studievejlederen, men gymnasiet følte sig også forpligtet til at bringe udfordringerne ud i det store rum og løse dem i fællesskab.

- Vi har selvfølgelig ansvaret for at sætte rammerne, så eleverne kan fylde dem ud. Derfor så byder vi ind med spil, siddeplaner, fokus på det i fællesområder samt frivillige arrangementer, så eleverne har muligheden for at komme tilbage i fællesskaberne, forklarer Kristine Lund Andersen.

Kristine Lund Andersen er lærer og pædagogisk faglig koordinator på Midtfyns Gymnasium. Hun har blandt andet faciliteret samtaler i klasselokalerne om, hvad et fællesskab indebærer.
Kristine Lund Andersen er lærer og pædagogisk faglig koordinator på Midtfyns Gymnasium. Hun har blandt andet faciliteret samtaler i klasselokalerne om, hvad et fællesskab indebærer.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Tilvending et skridt ad gangen

Tirsdag fjernes alle restriktioner, og det betyder, at de tre elever og alle deres skolekammerater for alvor kan komme tilbage til det sociale ungdomsliv. 

Det er her, skolen håber at foredrag, tryghedsgrupper og visionsdag har hjulpet. For eleverne handler det om at tage et skridt ad gangen.

- Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg tror, det kommer til at tage lidt tid, og vi skal lige i gang igen, siger Jonas Falk Grøn Menov.

- Jeg tror helt sikkert, at det bliver svært for nogle at skulle ud i det store fællesskab. Man har været vant til kun at kunne se nogle få og tage det stille og roligt, hvor det måske nu kan blive for vildt på en eller anden måde, siger Solveig Østerlund Krog, men fortsætter dog:

- Det bliver måske lidt overvældende, men jeg kan ikke vente. Det bliver virkelig fedt.

På torsdag holder TV 2 Fyn Event debat om coronaens påvirkning på de unge: "Var nedlukningerne for hård kost for de unge?" Er du interesseret I at deltage? Så tryk her.

Oversigt

    Oversigt