Faaborg hjælper Faaborg: - De havde ikke andet end det, de stod i

Da beboerne i en stribe lejligheder i Faaborgs centrum pludselig stod på gaden og så deres hjem brænde, trådte den nære hjælp til.

Hjælpen var nær for de faaborgensere, der natten til torsdag måtte se lynnedslaget tage det meste fra dem.

Allerede mens brandmænd bekæmpede mod flammerne i de tidlige morgentimer, gik Anette Brøndum i gang med at sørge for, at der var nybagt morgenbrød til alle.

Men det begyndte dramatisk for ejeren af Vesterports Bageri, som kun ligger to huse fra ejendommen, der brød i brand efter et lynnedslag.

Anette Brøndum kunne se, at der blev kæmpet med branden og tilbød kaffe, morgenbrød og kage.

- Der var total ildebrand og beboerne stod på gaden og havde mistet alt, de havde mistet deres lejligheder.

- Og de står i nattøj, og de står og græder og har det skidt, fortæller Anette Brøndum.

- De havde ikke andet end det, de stod i. Det var forfærdeligt. Det eneste, vi kunne gøre, var at tilbyde dem noget kaffe og kage.

Samtidig siger politiet, at hun og bagerne skal være klar til at kunne forlade bageriet i løbet af et minut, hvis branden skulle brede sig.

- Jeg var ikke nervøs. Der var så mange gode folk, gode fagfolk, så der var ingen fare, på ingen måde, fortæller Anette Brøndum.

Jamen, hvad er de kommet ud i?

Beboerne nåede at stå at par timer på gaden, men så blev der lukket op på det sociale værested Havnestuen og til Det Rigtige Faaborgs lokaler. Her kunne de komme inden for og få et sted at sidde.

Stort set samtidig tjekker Tina Bøje Jørgensen morgenens nyheder og læser om branden. Hun ejer Loppeland og var ikke længe om at tage en beslutning om, at hun måtte gøre noget.

- Jeg tænker, det er skrækkeligt, og fandt så ud af, at alle var reddet ud. Og så var det næste, jeg tænkte; Jamen, hvad er de kommet ud i? De skal da have noget tøj.

Og tøj er der masser af i Loppeland. Det er bare genbrug.

- Jeg tænkte, det kan de godt bruge i den situation, siger Tina Bøje Jørgensen og skrev på Facebook, at alle dem, der var berørt af branden, kunne komme til hende, hvis de havde brug for noget.

- Jeg er opdraget med, at man er over for andre, som man gerne selv vil behandles. Stod jeg i sådan en situation, så ved jeg også, at mine naboer og nærområdet lige med det samme ville komme til hjælp, siger Tina Bøje Jørgensen og uddyber:

- Det gør man bare. Vi bor i en lille, dejlig by her, og det er bare Faaborg hjælper Faaborg.

- Det, synes jeg, er fantastisk - specielt under sådan nogle tragiske omstændigheder.

Tina Bøje Jørgensen tilføjer, at de berørte er velkommen til enhver tid.

- Nu er de alle sammen nok i chok. De skal lige have bearbejdet det hele, og det sker sikkert ikke lige i dag. Så de er velkomne, når de føler de står og mangler et eller andet, siger hun.

Det ville være mærkeligt ikke at hjælpe

Tankegangen var den samme hos Line Klivager, som har Faaborg Røgeri Café på havnen.

- Vi bor ret tæt på og fulgte det hele morgenen. 

- Vi må hjælpe i nødens stund. Det er det gode ved vores lille by. Vi står sammen, og vi må hjælpe med, hvad vi kan, siger Line Klivager.

Hun sørgede for at få smurt nogle madpakker, så de berørte havde noget aftensmad, når de blev genhuset.

- Man skal bare tænke på, hvis det var én selv. Det ville være mærkeligt ikke at hjælpe, siger hun.

Hun har selv oplevet den nære hjælp på tætteste hold, når havet er gået ind over havnekajen og truet med at oversvømme hendes forretning.

- Vi giver bare igen, siger Line Klivager.

Formand: Faaborg har været fabelagtig

På vegne af beboerne i den brandramte ejendom Plougs Gaard er ejerforeningens formand, Gustav Paludan, meget taknemmelig over byens hjælp.

- Jeg må sige, at Faaborg har været helt fabelagtig. Folk har været så hjælpsomme.

- Det Rigtige Faaborg har taget os ind, masser af mennesker er kommet forbi. Masser af mennesker er kommet med tøj og varm mad og så videre, remser formanden op.

- Så det har været fantastisk, siger Gustav Paludan.

Oversigt

    Oversigt