I det fynske folks tjeneste

Lokale tiltag redder Janes butik: - Det er så vigtigt at stå sammen

Et lokalt tiltag i Faaborg hjælper butikkerne til at holde gang i hjulene, selvom det har været sløvt med kunder i gågaden.

00:54

I Faaborg er der flere initiativer, som skal holde hånden under butikkerne. Det har blandt andet hjulpet Jane Lundsfryd med at holde motivationen under coronakrisen. Video: Ken Petersen. Redigering: Louise Koustrup.

I tøjbutikken Mikado på gågaden i Faaborg går butikkens ejer Jane Lundsfryd rundt og pakker nye varer ud. 

Det er bare så vigtigt at stå sammen, og at der er nogle, som kan give en et lille puf til at komme i gang igen.

Jane Lundsfryd, ejer, Mikado

Hun har haft butikken i 13 år, men da coronavirus kom til landet og lukkede alle butikker, var hun tæt ved at dreje nøglen om.

- Vores gågade i Faaborg har været fuldstændig tom for mennesker, og der kom ingen kunder i butikken. Det betød, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle betale mine regninger, siger Jane Lundsfryd.

På gågaden i Faaborg ligger Jane Lundfryds butik Mikado. Med lokale tiltage i byen er hun blevet puffet igang med arbejdet i butikken igen. Foto: Ken Petersen

Facebookside blev brugt til hjælp

I begyndelsen af nedlukningen mødte Jane Lundsfryd op i sin butik hver dag og håbede, at det ville blive bedre.

Efter et stykke tid var hun dog nødt til at lukke sin butik midlertidigt, simpelthen fordi der ingen kunder var.

- Forårsmånederne er dem, hvor man får allerflest varer hjem, så det blev bare ved med at vælte ind ad døren. Men jeg kunne ikke nå at få afsat tøjet, og til sidst måtte jeg finde en løsning med min leverandør, fordi jeg ikke kunne betale mine regninger, siger Jane Lundsfryd.

Læs også Sprogskoler trods genåbning: - Vi risikerer at skulle lukke over halvdelen af vores skoler

Men et lokalt tiltag hjalp hende tilbage i butikken.

- Der er nogle, som har haft noget at lave, men der er også en masse, der virkelig har blødt, og derfor blev vi nødt til at tænke over, hvad vi kunne gøre for at hjælpe, siger Signe Pardorf Nielsen, der er bylivs- og erhvervskoordinator i Vores Faaborg & Egn.

På Vores Faaborg & Egn blev billeder fra byens butikker delt, så kunderne blev mindet om, at de lokale butikker stadig havde en masse lækre varer.

Fælles webshop 

Men det var ikke kun på Facebook, at butikkerne i Faaborg fik hjælp. Vores Faaborg & Egn oprettede nemlig også en fælles webshop for alle butikker i kommunen.

- Vi søgte nogle penge hos vores borgmester for at få webshoppen op at køre, og der gik kun cirka 48 timer fra vi havde søgt om pengene, til vi fik dem og var klar til at gå i gang, fortæller Signe Pardorf Nielsen.

Læs også Fynsk samarbejde skal nedbringe kæmpehavns klimaaftryk

Ifølge Jane Lundsfryd har tiltagene i byen været med til at holde hånden under butikkerne og give dem motivation til at fortsætte kampen.

- Det er bare så vigtigt at stå sammen, og at der er nogle, som kan give en et lille puf til at komme i gang igen, siger hun.

Faaborg hjælper Faaborg

Andre initiativer end den fælles webshop og annoncering på Facebook er også taget i Faaborg.

Blandt andet har Ugeavisen og mediet Det Rigtige Faaborg indgået et samarbejde om at producere en t-shirt med teksten 'Faaborg hjælper Faaborg', der skal minde om at handle lokalt.

En t-shirt med teksten 'Faaborg hjælper Faaborg' er blevet produceret for at minde de lokale om også at handle lokalt. Foto: Ken Petersen

Ifølge chefanalytiker i Nordea Jan Strørup Nielsen så vil coronakrisen i fremtiden betyde, at flere vil handle lokalt på den anden side af krisen.

- Vi har fundet ud af under coronakrisen, hvor meget lokalsamfundet reelt betyder for vores dagligdag, og jeg tror, at folk i højere grad vil vælge at bruge pengene lokalt på fyn efter coronakrisen.

Læs også Savner du biografen? Sådan vil de lokale, fynske biografer åbne