Advarer mod frysende våde veje på Fyn 

Når du bevæger dig ud i trafikken de næste morgener, bør du passe ekstra på. Vejene kan være glatte. 

Der er faldet masser af regn i det fynske i løbet af de seneste dage, uger og måneder, og torsdag morgen advarer TV 2 Vejret mod, at de våde veje på Fyn kan fryse til is.

- Temperaturerne torsdag morgen vil formentlig ligge omkring frysepunktet, måske lidt koldere, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret. 

- Der er ingen tvivl om, at der vil være glatte veje, så husk at køre efter forholdene. Det er frysende våde vejbaner, der ligger derude, forklarer hun.

Slud og tøsne på vej

Temperaturen stiger i løbet af torsdagen til op imod fem grader.

- Der kan komme nogle ganske få byger forbi. Det kan være med slud eller tøsne. Efterhånden som dagen skrider frem, vil det være mere som regn, medmindre det er en meget kraftig byge, fortæller Lone Seir.

Og selv om kalenderen snart siger forår, er der ikke noget, der tyder på sol og blå himmel lige foreløbig.

De kommende nætter bliver det også koldt, og der kan også fredag morgen være glatte veje i det fynske. Det bliver blæsende, og der vil i weekenden være mere slud og tøsne på programmet.

Oversigt

    Oversigt