I det fynske folks tjeneste

Analyse: Motorvej syd om Odense rykker nærmere

Med coronakrisen er motorvejen syd om Odense rykket op på den politiske dagsorden, skriver TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Projektet med udvidelse af Fynske motorvej rykker nærmere, mener TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ANALYSE: Motorvejsudvidelsen syd om Odense er på vej op på den politiske dagsorden, fordi projektet kan bruges som et ekspansivt finanspolitisk instrument i skyggen fra coronakrisen.

Projektet har fået ny luft under vingerne, efter at Venstre mandag gik ud med et forslag om at sætte gang i statslige anlægsprojekter for "et betydeligt milliardbeløb" inden for infrastruktur, almene boliger og havvindmøller.

Læs også Borgmestre støtter forslag: Få nu gang i det tredje spor, ny jernbane og færgehavn

Tirsdag udsendte borgmestrene på Fyn så en fælles erklæring, hvor de støtter forslaget og gentog deres i forvejen kendte prioriteringer. Ud over udvidelsen af motorvejsstrækningen syd om Odense drejer det sig om støtte til letbanens etape 2, opgradering af jernbanen og et ekstra spor over Lillebælt.

I samme erklæring udtrykte borgmestrene stor opbakning til de forslag, som kan tænkes at komme i spil, hvis der indkaldes til forhandlinger. Ud over motorvejsudvidelsen drejer det sig om investeringer i ny færgehavn i Langelandsbæltet, opgradering af jernbanen og etablering af støjskærme.

Men det projekt, der springer mest i øjnene som det, der hurtigst kan sættes i gang, er motorvejen syd om Odense. Det ligger nærmest som et grydeklart projekt med alle beregninger, tegninger og analyser.

Tilbage på den politiske dagsorden

Der er ganske vist ikke truffet nogen politisk beslutning om projektet, men vi ved, at det nyder bred politisk opbakning på Christiansborg.

For eksempel havde Socialdemokratiet projektet med i sit trafikpolitiske program op til folketingsvalget. 

Og projektet var også med i det trafikforlig, den blå regering indgik sidste år. Men så kom der et folketingsvalg, og det hele faldt til jorden med et brag.

Læs også Mere motorvej, jernbane og færgehavn: Venstre vil fremrykke fynske anlægsprojekter for milliarder

Nu er det Socialdemokraterne, som har serveretten.

Hvis der indkaldes til forhandlinger, kommer finansminister Nicolai Wammen dermed til at forholde sig til den melding, som folketingsmedlem Lars Christian Lilleholt (V) kom med i TV 2/Fyn onsdag.

- Motorvejen syd om Odense har højeste prioritet for Venstre, lød det fra den tidligere minister.

- Det er et oplagt projekt, og dem er er mange af (andre steder i landet, red,), siger formanden for Venstre, Jakob Ellemann Jensen, til TV 2/Fyn tirsdag.

Dermed er motorvejen på Fyn tilbage på den politiske dagsorden.

Det samme gælder i øvrigt også investeringer i jernbanen, men her er der allerede et forlig, som blot skal skubbes gang tidligere end planlagt.

06:48

Venstre har foreslået at fremskynde anlægsprojekter for at få gang i beskæftigelsen. Det forslag får opbakning fra fynske borgmestre.

Luk video