Fortsætter udenom strejke: Sygeplejersker laver musikvideo for lige løn

En gruppe af fynske sygeplejesker er gået sammen om at lave en musikvideo, der skal gøre opmærksom på sygeplejeskernes arbejdsforhold - selvom strejken er slut.

Til kamp for lige løn. En fremtid med en mening i. Tro ikke kampen er forbi.

Sådan synger en flok fynske sygeplejersker i en ny musikvideo, som skal gøre opmærksom på, at sygeplejerskerne stadig er utilfredse med deres forhold, selvom strejken er nedlagt.

quote Jeg bakker fuldstændig op om arbejdsnedlæggelserne, men jeg forstår godt, at flere ikke vil gå med på strejken i frygt for at miste jobbet

Mette Gregersen, hjemmesygeplejerske

- Vi lavede en musikvideo for 14 dage siden, for vi vil ikke finde os i det, siger Mette Gregersen, der til dagligt arbejder som hjemmesygeplejerske i Odense Kommune.

Forslaget fra de syngende sygeplejersker er, at man først klæder om, når vagten starter. Sådan forholder det sig nemlig ikke nu, hvor de fleste sygeplejersker bruger op til 45 minutter uden for arbejdstiden på at iklæde sig kittel og ankomme på afdelingen.

Se musikvideoen:

- Jeg forstår dem godt

En overenskomststridig konflikt i form af ulovlig strejke, som den der eksempelvis foregår i Aalborg med sygeplejerskerne nu, gør, at der kan pålægges bod på de medarbejdere, der deltager.

- Jeg bakker fuldstændig op om arbejdsnedlæggelserne, men jeg forstår godt, at flere ikke vil gå med på strejken i frygt for at miste jobbet, forklarer Mette Gregersen.

Men hun tror, at fokus på omklædning i arbejdstid bliver modtaget godt rundt omkring blandt sygeplejerskerne.

- Der er en kultur om, at man møder ind en halv til en hel time før den egentlige mødetid, men du vil aldrig bede en politibetjent, skraldemand eller bager om at møde op klædt i arbejdstøjet. Nogle er begyndt at tage tøjet med hjem og skifte hjemmefra, men det er vildt uhygiejnisk, påpeger Mette Gregersen, der har besluttet sig for at skrive al omklædning på som overarbejde.

Kæmper videre 

Sangen fra musikvideoen er skrevet af Laurits Bache, der er førtidspensioneret sygeplejerske grundet stress. Det er også ham, der står i fronten i videoen, hvor både smil og vrede bliver blandet sammen.

quote Det handler om, at gøre vores arbejde inden for arbejdstiden. Ikke noget sindssygt med, at vi ikke skal passe vores patienter

Mette Gregersen, hjemmesygeplejerske

- Med videoen har vi forsøgt at vise noget positiv kampgejst, fastslår Mette Gregersen.

Hvorfor mon vi har så stort et ansvar? Hvorfor mon vi får så lidt i løn? Er det mon fordi, vi er kvinder? Vil det hjælpe, hvis vi skifter køn? Alle ved, at reformen er forældet. At lukke sine øjne, det er nemt, synger de midt i sangen og sætter spørgsmålstegn ved deres vilkår.

Nu håber Mette Gregersen, at musikvideoen kan komme langt ud og vise, at de står ved sloganet "Vi er mere værd". 

- Det handler om, at gøre vores arbejde inden for arbejdstiden. Ikke noget sindssygt med, at vi ikke skal passe vores patienter, siger hun.