Fynboer frygter vanvidsbilisme: - Folk er rigtig utrygge ved at bo her

Fynboerne er mere utrygge ved vanvidsbilisme end resten af danskerne. Det viser en ny undersøgelse.

På Odensevej i Svendborg må man højst køre 50 kilometer i timen, men tirsdag aften trykkede en kvinde for alvor speederen i bund. Da hun blev blitzet af en fotovogn, kørte hun 126 kilometer i timen.

- Vi kan jo høre trafikken oppe fra stuen om aftenen, og der bliver der kørt stærkt, fortæller en utryg Gitte Petersen. Hun bor nær Odensevej i Svendborg.

Gitte Petersen er ikke alene om at føle sig utryg. I en ny undersøgelse fra Justitsministeriet siger 63,5 procent af fynboerne nemlig, at de føler sig utrygge ved vanvidsbillisme i deres område. Et tal, der ligger over landsgennemsnittet.

Kvinden, som kørte 126 km/t på Odensevej fik på stedet frataget sit kørekort og beslaglagt sin BMW - ligesom 88 andre fynboer har fået gjort, siden loven gjorde det muligt i marts sidste år.

Idioter kan ikke forhindres

Socialdemokratiets fynsk valgte retsordfører Bjørn Brandenborg tror ikke, at "idioter" som vanvidsbilister kan forhindres, men mener, der skal gøres mere.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få dem væk fra vejene, få taget deres biler og sørge for, at de får en ordentlig og hård straf, siger han til TV 2 Fyn.

Men selvom politikerne ikke kan fjerne alle fartbøllerne, er Bjørn Brandenborg klar til at se på, om loven mod hensynsløs kørsel fra sidste år kan strammes yderligere.

Det kan for eksempel være ved at se på, om hastigheden skal nedsættes på strækninger, hvor der bliver kørt meget stærkt. Derudover mener han, at der politisk bør kigges på "mængderabatten".

- Når folk gentagne gange begår forseelser, får man i dag en mængderabat. Den vil vi meget gerne kigge på og sige, at når man bliver straffet for mange forseelser, skal man også have en straf for det. Så nytter det ikke noget, at man får en rabat, siger Bjørn Brandenborg.

Stadig problemer i Odense

Østerbro i Odense blev to yngre mænd dræbt i september 2020, da en BMW i alt for høj fart skred ud og tørnede ind i en husmur. Men ifølge beboerne bliver der stadig kørt alt for stærkt.

- Det betyder jo, at folk her i området er rigtig utrygge ved at bo her, fordi de også har børn, som skal over på skolen og skal krydse vejen herude, fortæller Rikke Sørensen, som bor på Østerbro.

Hun oplever flere gange om ugen, at folk stadig kører for stærkt på strækningen. Efter dødsulykken på Østerbro for to år siden, besluttede politikerne ellers at afsætte to millioner kroner til en cykelsti på vejen. Den er dog ikke kommet endnu.

- De har sagt, de vil lave en cykelsti og nogle bump, så det, håber jeg, kommer til at ske. Nu har jeg boet her siden 2019, og det er ikke sket endnu.

Politiet tager det alvorligt

At næsten to tredjedele af fynboerne har oplevet hensynsløs kørsel, og derfor føler sig utrygge, gør også indtryk på Fyns Politi.

- Som udgangspunkt er vi altid kede af, når folk føler sig utrygge, og det er meget vigtigt for os at arbejde benhårdt på at øge trygheden. Vi får en lang række anmeldelser og tips, og det gør, at vi har en ret god fornemmelse for, hvor problemerne ligger geografisk, og hvilke borgere og boligområder er særlig ramt af det.

Det fortæller Anders Brahe. Han er politikommissær for Operativ færdsel & ATK hos Fyns Politi og dermed ansvarlig for blandt andet hastighedskontroller.

Han påpeger, at politiet løbende arbejder med at styrke indsatsen mod vanvidsbilisme, og at de sætter ind, hvor de mener, at ressourcerne bruges bedst muligt. Der er dog stadig konkrete ting, som kan højne effektiviteten.

- Det, vi har brug for, er at koordinere den samlede færdsels- og beredskabsindsats på tværs af kredsene og erfaringsudveksle, så vi kan blive stærkere på for eksempel street race gaderæs. Her ved vi, at de gerningsmænd, som vi kigger efter, gerne kører over kredsgrænser og befinder sig i den ene og anden ende af landet.


Oversigt

    Oversigt