Fynboer glemmer rejseforsikring: Aflyst sommerferie kan blive dyr

Næsten halvdelen af borgerne i Region Syddanmark ved ikke, at rejseforsikring også gælder ved ferie i Danmark.

For mange er det en selvfølge. 

Kufferterne bliver tjekket, passene fundet frem og rejseforsikringer kontrolleret. 

Men det er langt fra alle, der ved, at mange rejseforsikringer også dækker ferier i Danmark. 

Det fremgår af en undersøgelse, der er bestilt og betalt af GF Forsikring.

Ifølge GF Forsikring viser undersøgelsen, at 49 procent af danskerne i Region Syddanmark ikke er klar over, at mange rejseforsikringer også dækker ferier i Danmark.

Undersøgelsen er udarbejdet af YouGov. 

Fakta om undersøgelsen

- Det er som om, at danskerne instinktivt tænker rejseforsikring i forbindelse med udlandet, men ikke i relation til at holde ferie herhjemme – også selvom en eller flere ugers ferie i Danmark nemt kan løbe op i samme pris som en udenlandsferie, siger Per Haulund, skade- og policedirektør hos GF Forsikring i en pressemeddelelse.

Fynboer stiller flere spørgsmål

I skrivende stund fraråder udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige udenlandsrejser på grund af coronavirus. Rejsevejledningen er gældende til 10. maj, men den kan blive forlænget. Derudover kan der være lange udsigter til, at grænsen til Tyskland bliver åbnet igen

På Fyn har GF Forsikring allerede nu modtaget flere spørgsmål omkring rejseforsikring på grund af coronavirus. 

- Mange planlægger ferie i Danmark, nu da resten af verden er lukket ned, og der stadig er frygt for at blive ramt af virussen ved rejser indenfor Danmarks grænser. Vi modtager derfor flere henvendelser om dækning på rejseforsikringen i Danmark, når der for eksempel lejes et sommerhus, som typisk koster mange tusinde kroner for en uge i højsæsonen, siger Claus Hangarn fra GF Fyn i en pressemeddelelse. 

Ifølge GF Forsikring tilbyder mange danske forsikringsselskaber rejseforsikringer, der dækker både i Danmark og i udlandet. Derfor opfordrer selskabet til, at man undersøger sin rejseforsikring – også selvom man overvejer ferie i Danmark. 

- Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man bliver nødt til at aflyse ferien i Danmark på grund af sygdom og ikke ved, at man kan få erstatning fra sin rejseforsikring. Så vores anbefaling er helt klart, at man skal kontakte sit forsikringsselskab, hvis man er i tvivl om dækning i Danmark, siger Per Haulund, skade- og policedirektøren hos GF Forsikring.