Fynsk VM-debutant med rusten stemme: - Det har været en sjov nat

Det har været en lang nat for 22-årige Simon Pytlick, der har festet med sine landsholdskammerater efter søndagens VM-sejr over Frankrig.

Det kan godt være hårdt at blive verdensmester.

Stemmen var i hvert fald rusten, da TV 2 mandag fangede den fynske VM-stjerne Simon Pytlick på vej til lufthavnen i Stockholm sammen med resten af landsholdskammeraterne.

- Det har været sjovt, og jeg synes også, at det blev fejret godt i nat. Det blev også lidt sent, så jeg kan mærke, at hovedet er lidt tungt, siger Simon Pytlick.

Det var det første verdensmesterskab for den 22-årige Simon Pytlick, der bor på Thurø og til dagligt spiller i fynske GOG.

Plads på allstar-holdet

Udover titlen som verdensmester kan den unge VM-debutant også bryste sig af at være den eneste dansker, der fik en plads på Det Internationale Håndboldforbunds VM allstar-hold, som venstre back.

51 mål i alt blev det til for Simon Pytlick, der scorede ni mål i finalen mod Frankrig.

Mandag er det da også ved at gå lidt mere op for Simon Pytlick, hvad søndagens sejr egentlig betyder.

- Nu hvor man lige har fået det lidt på afstand, så synes jeg også, at guldmedaljen er fin at kigge på. Jeg er bare utrolig stolt af at stå i den her situation sammen med drengene, og de har jo bare været fantastiske. Fuldstændig vanvittig oplevelse, siger VM-debutanten.

Gamle spillere drikker de unge under

Selvom det er godt at være på hold med flere erfarne spillere, så kan det også have konsekvenser, når man ender med guldtrofæet. 

Det er tredje gang i træk, at Danmark kan kalde sig verdensmestre i håndbold, og flere af spillerne har helt styr på, hvordan man fejrer sådan en præstation.

- De er garant for at se, om man ikke kan blive drukket under, så det har været en sjov nat, siger Simon Pytlick.

Simon Pytlick vil da også godt afsløre, at han ikke har fået mange timers søvn. Trætheden kommer dog ikke til at stå i vejen VM-debutantens fejring, når han mandag eftermiddag skal forbi Københavns Rådhus.

- Det glæder jeg mig enormt meget til. Jeg har set nogle klip fra det, og nu glæder jeg mig til at se, om der kommer nogen og hilser på, siger Simon Pytlick.

Allerede efter sejren søndag aften vidste Simon Pytlick da også, at der måtte panodiler til når han skal hyldes af danskerne mandag.

Oversigt

    Oversigt