Grundlovsdag: - Det er vigtigt, at dialogen med borgerne fastholdes

Johanne Borup ønsker en fortsat dialog med lokalpolitikerne, og har derfor stillet et spørgsmål om, hvordan man kan følge op på en samtale, man har haft med en lokalpolitiker.

19-årige Johanne Borup fra Mulernes Legatskole i Odense har i flere år engageret sig i politik. Både på gymnasiet og tidligere også i en ungdomspolitisk organisation.

quote Det er vigtigt, at det ikke kun bliver på Grundlovsdag, at man går ud og har en dialog med borgerne

Johanne Borup, elev, Mulernes Legatskole

Hun har dog ofte følt sig overhørt af lokalpolitikere, som hun har været i kontakt med. Og selvom hun ikke har svært ved at komme i dialog med de lokale politikere, så bliver det aldrig rigtig til mere end bare snak.

Under et event i forbindelse med Grundlovsdag arrangeret af TV 2/Fyn Event stillede Johanne Borup derfor følgende spørgsmål til de to lokalpolitikere Bjørn Brandenborg (S) og Christoffer Lilleholt (V): 

"Hvordan kan jeg bedst følge op på en samtale, jeg har haft med en kommunalpolitiker? Og kan jeg på nogen måde selv tage ansvar for, at konkrete tiltag bliver udført?"

Og selvom spørgsmålet fra den unge fynbo er stillet i forbindelse med Grundlovsdag, så mener Johanne Borup, at det er vigtigt, at dialogen med borgerne fastholdes.

- Det er vigtigt, at det ikke kun bliver på Grundlovsdag, at man går ud og har en dialog med borgerne, fastslår hun.

De sociale medier er et godt redskab

En lang række fynboer havde op til fredagens event stillet et spørgsmål, og derfor håbede Johanne, at netop hendes spørgsmål ville blive valgt ud blandt de mange. 

Og da det blev trukket var både Christoffer Lilleholt og Bjørn Brandborg klar med samme svar.

- Hvis den samtale, man har haft med en lokalpolitiker, er realistisk, så er de sociale medier en god måde at følge op på. Eller på en mail, siger Christoffer Lilleholt, mens Bjørn Brandenborg supplerer:

- Jeg oplever at blive kontaktet på mange forskellige platforme, men de sociale medier er bare et unikt redskab, som er godt og nemt at gå til. Det er en måde, som vi kan have en direkte dialog på, siger Bjørn Brandenborg.

Det er for uforpligtende

Men de to lokalpolitikeres svar er for letkøbt, hvis man spørger Johanne.

- De sagde en del med, at man kunne kontakte dem på sociale medier, men det synes jeg er et for let svar, fordi det er for uforpligtende at få en besked på de sociale medier.

Men begge politikere fortæller, at de rent faktisk bruger de kommentarer, de får på de sociale medier.

- Hvis der er tale om en sag, der går igen, og der er flere end én, der skriver til mig efterfølgende, så bruger jeg det også i mit videre arbejde, siger Christian Lilleholt.

Oversigt

    Oversigt