Henry hentede sin kone på plejehjem: - Jeg vil gøre det igen

Da coronavirussen ramte landet, hentede Henry Fabricius sin demensramte hustru hjem fra plejehjemmet. Nu er hun tilbage, og han besøger hende hver dag.

Parret sidder i Kirstens stue på det plejehjem, der har været hendes hjem i over et år. Et hjem hun fik, da hendes demenssygdom blev en for stor en opgave for ægtemanden Henry. Da Coronavirussen brød ud, gjorde stramme restriktioner det svært for ham at besøge Kirsten, og han så sig nødsaget til at hente hende hjem.

- At stå og snakke med hende gennem et vindue, det duede ikke. Hun vendte bare ryggen til og gik, siger han.

I flere måneder tog Henry sig af Kirsten, og selvom det var hårdt arbejde at have hende hjemme, er han ikke i tvivl om, at det var det rigtige.

- Personalet siger, at det er en anden Kirsten, de har fået tilbage, siger han.

Jeg ville ikke miste hende

Før ægtemanden tog hende hjem, havde hun sommetider vredesudbrud og var negativ.

- Det er hun slet ikke mere. Hun er en smilende og glad pige, og hun opsøger kontakt rundt omkring, siger Henry Fabricius.

Skulle plejehjemmet igen lukke for besøgende, er han helt sikker på, hvad han vil gøre.

- Hvis situationen opstår, gør jeg det igen. Jeg vil ikke miste hende. Det gør jeg jo i forvejen, siger han med tårer i øjnene.

En næsten normal hverdag

Siden begyndelsen af august har Kirsten været tilbage på plejehjemmet, efter at besøgsrestriktionerne er blevet ophævet. Her besøger Henry hende hver dag.

- Jeg kommer derud mellem halv ti og ti, og så har jeg frokosten med, siger han.

Mellem et og fem er han oftest hjemme, men han kommer tilbage igen med varm aftensmad.

- Og så bliver jeg hos Kirsten, indtil jeg lægger hende i seng, siger han.

Personlig kontakt har en stor betydning for Henry, og han er glad for, at han igen må være sammen med Kirsten på plejehjemmet. 

- Der er ganske få restriktioner. Vi skal spritte lidt af og ikke have for meget at gøre med de andre beboere. Men vores kære kan vi godt være sammen med, siger Henry Fabricius.

Oversigt

    Oversigt