I det fynske folks tjeneste

Isoleret på containerskib: - Vi indså først ret sent, hvor alvorligt det var

Fynske Camilla Vestergaard er andenstyrmand på containerskibet Maastricht Maersk, hvor hun siden coronavirussens udbrud har været isoleret.

00:49

Camilla Vestergaard gik om bord på containerskibet Maastricht Maersk i november. Først nu har hun igen sat sine fødder på dansk grund.

Imens store dele af verden er lukket ned under coronakrisen, er omkring 1.700 danske søfolk fanget i udlandet.

Heraf skønnes det, at op imod et par hundrede er fynske besætningsmedlemmer.

Læs også Fanget på ferie: Fynboer kan ikke komme hjem

Indtil for nylig gjaldt det også Camilla Vestergaard. Hun er andenstyrmand på et af verdens største containerskibe, der i december sejlede til Kina. Skibet skulle på værft omkring 1000 kilometer fra Wuhan, hvor de første corona-dødsfald på det tidspunkt viste sig.

- Så brød helvede løs, hvis man kan sige det sådan, og alt lukkede. Vi indså først ret sent, hvor alvorligt det faktisk var, det her. Og at det ikke bare var en influenza, men at der lå mere i det, siger hun til TV 2/Fyn.

Blev isoleret med resten af besætningen

Vi kunne ikke få proviant. Vi kunne ikke komme i land, til læge, tandlæge eller noget som helst

Camilla Vestergaard, andenstyrmand på Maastricht Maersk

Camilla Vestergaard, der er uddannet skibsfører fra Simac i Svendborg, har siden 2017 arbejdet som styrmand i Maersk. Og sammen med resten af den 20 mand store besætning blev hun isoleret på containerskibet.

- Så lå vi på et værft, hvor der var minimumbemanding. Vi kunne ikke få reservedele. Vi kunne ikke få proviant. Vi kunne ikke komme i land, til læge, tandlæge eller noget som helst, siger andenstyrmanden.

Danske rederier har i flere måneder været tvunget til at suspendere alle besætningsskift på grund af corona-virussen, der har lukket landegrænser og lammet flytrafikken.

- Det eneste, vi har kunnet gøre, er at holde hinanden oppe og støtte hinanden, siger Camilla Vestergaard.

Følelsen af frihed - indtil virkeligheden rammer

Først midt i marts kunne Maastricht Maersk endelig sejle ud fra værftet i Kina. Men samtidig stod det klart, at coronavirussen i mellemtiden havde bredt sig til hele verden.

- Vi havde i et kort øjeblik følelsen af frihed igen. Vi var ude af Kina, og vi var tilbage på havet. Den åbne himmel var over os. Det føltes rigtig godt. Men så ankom vi til den første havn i Sydkorea, og her ramte virkeligheden os igen, siger Camilla Vestergaard.

Læs også Fynboer glemmer rejseforsikring: Aflyst sommerferie kan blive dyr

De næste uger lukkede grænserne i det ene land efter det andet. Også i Danmark. Som mange andre fynske søfolk måtte Camilla Vestergaard nu blive på skibet på ubestemt tid.

- Det ligger nok i menneskets natur, at man kan vænne sig til mange ting. For os blev det en vane, at man stod op hver dag, udførte sit arbejde og accepterede situationen. Vi kunne ikke andet, siger hun.

En følelsesmæssig rutchebanetur

Der viste sig dog endelig en mulighed, da Maastricht Maersk kom til Europa. I den tyske havneby Bremerhaven blev der arrangeret et besætningsskift for Camilla Vestergaard og to andre danske søfolk.

Og i denne uge sluttede fem måneders uvished derfor for fynboen.

- Det har været en følelsesmæssig rutsjebane, må jeg ærligt indrømme, siger Camilla Vestergaard.

Og selvom hun er glad for at være hjemme, tænker hun meget på dem, der fortsat må leve med uvisheden.

- Der er rigtig, rigtig mange søfolk derude, og jeg tror, der er nogle af dem, der skal kigge rigtig langt frem i tiden, før de kan komme hjem, siger andenstyrmanden.