To kæmpemæssige markbrande på Fyn

Natur- og markbrande hærger flere steder. Nu har to markbrande ødelagt det, der svarer til 30 fodboldbaner.

Tirsdag eftermiddag opstod der to massive markbrande på Fyn. Markbrandene var så voldsomme, at de tilsammen ødelagede det, der svarer til 30 fodboldbaner.

Første markbrand opstod i Søndersø. Anden markbrand opstod i Ørbæk.

Klokken 14.35 lyder alarmen til Farstrupvej i Søndersø, hvor der startede en voldsom markbrand, da landmanden var i gang med at høste sin mark.

Første markbrand

Indsatsleder Jesper Vestergaard fra Beredskab Fyn kom på en større opgave, da branden skulle slukkes.

- Det var en markbrand i en uhøstet mark, som hurtigt bredte sig til nabomarken, hvor der lå udpresset halm. Lige idet vi kommer frem, vender vinden, og flammerne løber ned mod en minkfarm i nærheden, siger Jesper Vestergaard.

- Da vinden er vendt, går det stærkt. Her skal der tænkes hurtigt. I løbet af fem til syv minutter ville det være meget tæt på. Jeg trak på ekstra forstærkning, da flammerne var ved at rammen farmen inden for 20 til 30 meter, fortæller Jesper Vestergaard.

Branden havde et omfang på syv til otte hektarer, som svarer til 14 til 16 fodboldbaner. Slukningen involverede 17 brandfolk i alt og tog tre timer at slukke.

Anden markbrand

I Ørbæk var en anden landmand i gang med at høste korn, da der lige pludselig gik ild i marken omkring klokken 16.00. 

- Allerede da vi er på vej til stedet, ser jeg branden på lang afstand. Her ved jeg, den er stor, siger indsatsleder Jesper Domar Rossen fra Beredskab Fyn.

Marken var høstet, men trods de korte strå, gav slukningen problemer.

- Der var en nabomark meget tæt på, hvor marken var uhøstet. De lange strå ville ilden hurtigt kunne tage fat i. Jeg kunne se, at der skulle tilkaldes forstærkning, siger Jesper Domar Rossen.

Og det var ikke den eneste udfordring. Brandens placering gav også problemer.

- Dels gik det op ad bakke og vindretningen blæste mod det uhøstede område, hvor branden løb hurtigt og nåede at få fat i den uhøstede mark, siger indsatsleder Jesper Domar Rossen.

To ekstra tankvogne kom til undsætning og 17 mand hjalp med at slukke branden, der havde spredt sig til det, der svarer til 15 fodboldbaner.

Det tog omkring to en halv time at slukke branden, og politiet hjalp med at holde overblikket.

- Politiet havde deres drone med, så de kunne få et overblik over brandens forløb, fortæller Jesper Domar Rossen.

 

Oversigt

    Oversigt