Kan du se forskel: Gamle partifæller kæmper nu om samme vælgere på højrefløjen

Forskellene på Danmarksdemokraterne og Dansk Folkepart er nemme at få øje på for Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl. Men kan vælgerne se forskel?

Kender du forskellene mellem Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti?  

Et af valgets helt store dramaer kommer også til at udspille sig på Fyn: Kampen mellem Dansk Folkeparti og Inger Støjbergs nye Danmarksdemokraterne.

For det kan for nogen være svært at se forskel på de to partier. Det bliver derfor en kamp for de to partier at sætte deres mærke på valgkampen. 

På Fyn skal to profilerede politikere ud og kæmpe om mange af de samme stemmer.

Alex Ahrendtsen er mangeårigt medlem af Dansk Folkeparti, og hans nu tidligere partifælle Jens Henrik Thulesen Dahl stiller op for Danmarksdemokraterne. 

De to garvede politikere er ikke i tvivl om, hvad forskellen er. Det stod klart, da de torsdag mødtes med TV 2 Fyn på Christiansborg for at diskutere ulighederne mellem partierne.

- Danmarksdemokraterne er et slapper-parti på udlændinge, mens Dansk Folkeparti er et strammer-parti, siger Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti og fortsætter:

- Danmarksdemokraterne går ind for EU og konventionerne. Det er de to ting, der gør det meget svært at bremse indvandringen. Og så vil de sænke beløbsgrænsen på udenlandsk arbejdskraft, så de kan komme ind og udkonkurrere danskere. Vi siger, den skal være høj, så danskere kommer i arbejde, siger Alex Ahrendtsen. 

EU indefra

Jens Henrik Thulesen Dahl køber ikke præmissen om, at Danmarksdemokraterne er et slapper-parti, men derimod mener han, at det er et handlingsorienteret parti, som ikke ønsker at stå på sidelinjen og råbe op. 

- Men noget af det har Alex Ahrendtsen faktisk ret i. Vi vil stadig være i EU og opretholde konventionerne. 

- Men vi ønsker at ændre på EU, det skal fungere på en anden måde, så vi kan opretholde den stramme udlændingepolitik, for det ønsker vi stadigvæk, uddyber Jens Henrik Thulesen Dahl. 

Han mener dog, at der er endnu en forskel. 

- Forskellen er måske, at Dansk Folkeparti er et protestparti, der står på sidelinjen og siger en masse. Vi ønsker være med til at ændre tingene indefra, siger den tidligere DF'er.

Den betragtning er Alex Ahrendtsen ikke overraskende ganske uenig i. 

- Det er sjovt at høre fra et parti, der blev stiftet i august. Dansk Folkeparti har været en del af Christiansborg i 27 år. Og været med til mange forlig og været støtteparti til en række regeringer. Vi er alt andet end et protestparti, siger til Alex Ahrendtsen. 

Men de to kandidater er dog enige om, at der i fremtiden er brug for begge partier i Folketinget. 

Du kan lige nu gå ind og se, om du også syntes, de skal have en plads i Folketinget med vores kandidattest

Se hele debatten mellem Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl.

Oversigt

    Oversigt