Langt de fleste coronaledige har igen fået arbejde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Størstedelen af de personer, som mistede deres job i starten af coronapandemien, er igen i arbejde. Mere præcist var det fire ud af fem af de personer, som blev ledige i begyndelsen af coronapandemien, der igen var i beskæftigelse i slutningen af 2022. Det viser en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tænketanken har fulgt lønmodtagere, som blev ramt af ledighed mellem uge 11 og 27 i 2020, frem til november 2022. Cirka 45.000 lønmodtagere mellem 30 og 55 år blev ledige i foråret 2020, viser analysen. I november 2022 var 78 procent tilbage i arbejde. Udviklingen falder sammen med en periode med generelt stigende beskæftigelse i Danmark.
Emilie Agner Damm, der er analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener, at udviklingen blandt andet kan tilskrives, at der fra politisk side ikke blev holdt igen med pengene trods krisetider.
- Det har nemlig betydet, at efterspørgslen på mange tjenester og varer ikke er faldet så meget, som man kunne have frygtet, og som man for eksempel så under finanskrisen, siger hun i en pressemeddelelse.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har også set nærmere på, hvordan personer på forskellige uddannelsesniveauer klarede sig. Heraf fremgår det, at personer med erhvervsuddannelse har klaret sig bedst. 81,1 procent var nemlig tilbage i arbejde i november 2022. For personer med lang videregående uddannelse var det 78,3 procent.
Imens var beskæftigelsen noget lavere for personer med grundskole- eller gymnasieuddannelse, som blev ledige i foråret 2020. Tænketankens analyse bygger på registerdata fra Danmarks Statistik.