Ny direktør på Brandts: - Vi kan lære meget af coronakrisen

Alle fynske museer er lige nu lukket for publikum. Men midt i al miseren finder for eksempelvis Brandts i Odense nye veje, som også kan bruges på den anden side af coronakrisen.

Nogle jobskifte huskes bedre end andre. Stine Høholt vil nok aldrig glemme den 1. maj 2020, hvor hun tiltrådte sin nye stilling som direktør for Brandts i Odense.

Da hun tidligere på året fik jobbet, havde hverken hun eller resten af befolkningen nogen anelse om, hvor forandret verden ville være på hendes første arbejdsdag på den fynske kulturinstitution. 

quote Selvom det er svært lige nu, er jeg sikker på, at sådan en krise åbner mange nye muligheder for Brandts

Stine Høholt, direktør for Kunstmuseum Brandts fra 1. maj 2020

Stine Høholt er dog fortrøstningfuld og glæder sig til at komme igang med sit nye job.

- Selvom det er svært lige nu, er jeg sikker på, at sådan en krise åbner mange nye muligheder for Brandts. Jeg tror, at museet kommer til at udvide sine aktiviteter og se sig selv på en anden måde, siger hun.  

Digitalt liv i den gamle klædefabrik

Selvom Brandts har været lukket, så har der alligevel været i liv indenfor. Museumsbutikken har holdt åben for web-salg og har oplevet stor aktivitet.

Desuden har kunstformidlerne på Brandts arbejdet mere digitalt og fundet på nye måder at formidle på med blandt andet digitale rundvisninger. 

- Vi er på nettet konstant og hele tiden, siger Ellen Drost, midlertidig direktør på Brandts.

Digitale fremvisninger af Brandts

Men det kan på ingen måde kompensere for de manglende billetindtægter. LIge nu havde Brandts håbet på et stort publikum til de to udstillinger omkring Pixar og Dea Trier Mørch.

Det er lykkedes at forlænge Dea Trier Mørch til midten af november, mens Brandts stadig forhandler med Disney om at få lov til at forlænge Pixar-udstillingen eller i det mindst få et afslag i prisen for den.

quote Vi er på nettet konstant og hele tiden

Ellen Drost, midlertidig direktør for Kunstmuseum Brandts

Problemet er, at udstillingen skal videre til Spanien, hvor et andet museum venter på den, så hvis man er interesseret i at opleve udstillingen, er den digitale vej lige nu mest sikker.

Professor i kulturformidling ved Københavns Universitet Hans Dam Christensen har gennem tiden kigget på museernes stigende fokus på den digitale udvikling. Han ser positivt på den digitale formidling, men det kan ikke konkluderes, om det er gavnlige på sigt. 

- Det handler også om, hvorvidt det trækker nye brugere ind på museerne, når de åbner igen. Jeg tvivler i hvert fald på, at den digitale formidling skal erstatte formidling i de fysiske samlinger. Så forhåbentlig laver man ikke noget på de sociale platforme, der ikke matcher det, som folk senere vil kunne opleve på den fysiske udstilling, siger han. 

Afstemning på Facebook

Også på Faaborg Museum er der nye kræfter på vej til chefstolen. Den 1. juni sætter overtager Anne Højer Petersen kasketten efter Gertrud Hvidberg-Hansen, som nu står i spidsen for Glyptoteket i København. Men i øjeblikket er det Anne Marie Nielsen, som er konstitueret direktør, og hun forklarer, hvorfor man i Faaborg ikke har valgt at lave en digital udstilling til museumsbrugerne. 

- Vi ved ikke, hvornår vi får lov at åbne igen, så vi har prioriteret pengene til at afholde de faste udgifter. Men vi synes også, at et museum er et sted, hvor man kan komme helt tæt på værket. En videogengivelse er altid det næstbedste. 

I stedet har Anne Marie Nielsen og hendes medarbejdere skabt en mindre kunstudstilling i Svanninge Bakker. Her har de stillet store guldrammer op, hvor man kan se malerierne der, hvor de er malet. Via museets hjemmeside kan man få hjælp til at lokalisere billederne.

Lige nu kan den kommende direktør så følge Faaborg Museum på Facebook, hvor der er løbende trafik for at holde det kommende publikum opdaterede om, hvad der foregår. 

For eksempel har museet haft en afstemning i anledning af den kommende særudstilling "Det uperfekte perfekte", som efter planen åbner den 6. juni.

Afstemningen går på, hvilket blomstermotiv af Anna Syberg brugerne helst vil se som kommende plakat i museets butik. 

quote Vi tror mere på det ægte nærvær, når man står over for billederne

Jens Thodberg Bertelsen, Bestyrelsesformand, Faaborg Museum

Museet har ikke aktuelle planer om at skrue op for den digitale formidling.

- Vi tror ikke, at der er det store behov for digital formidlig. Vi tror mere på det ægte nærvær, når man står over for billederne. Det kan man ikke opnå digtialt, siger bestyrelsesformand på museet Jens Thodberg Bertelsen, som dog er særdeles ivrig efter at åbne igen. 

- Vi er en lille og dermed sårbar enhed, som er meget afhængige af vores billetindtægter. Vi er derfor meget spændte på, hvornår vi kan komme i gang igen, siger bestyrelsesformanden. 

 

 

Oversigt

    Oversigt