OB under pres: - Vi skal være dygtige og heldige

OB møder Randers FC på udebane søndag, og kampen kan blive afgørende for klubbens sæson.

Odense Boldklub møder søndag Randers FC på udebane, og den kamp kan vise sig at blive afgørende for, hvordan klubben kommer til at se tilbage på sæsonen 2019/2020. Det mener Jakob Michelsen, der er cheftræner i klubben.

- Den er meget vigtig. Det er klart, at hvis vi skal nå vores mål om at komme i top-seks, så kræver det point - og gerne tre af slagsen - på søndag. 

OB ligger på niendepladsen i Superligaen med 27 point, mens Randers FC indtager en syvendeplads med 30 point. Med fem kampe tilbage i grundspillet tæller hvert point for den fynske klub, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at ende i top-seks, som sikrer adgang til mesterskabsspillet.

Kræver held og dygtighed

Og kuren mod de dårlige resultater er klar, mener cheftræneren. 

- Vi skal være bedre, og vi skal være dygtigere, og vi skal være heldigere, og vi skal spille en god kamp.

OB tabte senest 2-0 på hjemmebane mod Brøndby IF. Inden vinterpausen tabte man fire ud af fem kampe og spillede den sidste uafgjort. Ikke siden 3. november har mandskabet noteret sig en sejr. Dengang vandt holdet 2-1 over Hobro. 

Til gengæld har OB vundet flere sejre i vinterpausen, hvor man har trukket sig sejrrigt ud af træningsopgør mod blandt andre AC Horsens, Helsingborg og russiske Rubin Kazan. 

Dårlig stime skal vendes 

Og det er de takter, klubben skal bygge videre på. 

- Vi skal fortsætte de gode tendenser fra opstarten. Det er ikke en hemmelighed, at vi sluttede dårligt af i efteråret, og det er klart, at det "adder up" når man starter med at tabe en lige kamp til Brøndby på to tilfældigheder. Så vi skal have vendt den negative stime og komme ind i den gode gænge, vi var i inden de seks kampe, siger Jakob Michelsen.

OB-træneren er dog fortrøstningsfuld og mener ikke, situationen er væsentligt anderledes, end den var for et år siden. 

- For et år siden havde vi samme udgangspunkt, som vi har her, hvor vi så vandt fem kampe i streg. Vi har sat pres på os selv, og det kommer til at jage os i en rum tid, men vi tror på, vi kan rejse os, og det skulle meget gerne starte på søndag i Randers, siger cheftræneren. 

Se hele indslaget om OB, der kæmper for en placering i top seks

Oversigt

    Oversigt