I det fynske folks tjeneste

Opfordring fra politiet: Drop turen i sommerhus

For at undgå unødvendig smittespredning opfordrer Fyns Politi til, at fynboerne aflyser eller udsætter turen i sommerhus.

Der er indtil videre udskrevet ti bøder til folk, der ikke har overholdt reglerne fra myndighederne. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Solen skinner, og mange af fynboerne valfarter normalt til sommerhusområderne for at tilbringe helligdagene med natur omkring sig.

Men i år ser Fyns Politi gerne, at de bliver hjemme, lyder det i en pressemeddelse.

- Man skal grundigt overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at gøre lige nu. Lad ikke utålmodigheden tage over, men hold ud og hold fast. Det handler om at bryde smittekæderne - og ikke sætte nye i gang, siger politidirektør Arne Gram i meddelelsen.

Find alternative ruter

Myndighedernes anvisninger lyder på ikke at samles mere end ti personer og ikke transportere sig unødigt rundt i landet.

For ifølge politidirektøren er der bedre chancer for at undgå at sprede smitten, hvis folk bliver hjemme og ikke omgås nye mennesker.

Læs også Borgmester advarer: Genbrugspladser kan lukke igen

Politiet opfordrer derfor også til, at man finder alternative ruter til gåturen, eller at man vender om, hvis stranden eller parken allerede er befolket. 

Politiet roser fynboerne

Der kommer fortsat mellem 10-20 henvendelser i døgnet fra borgere, der ser andre samles mod retningslinjerne. Og politiet er fortsat ekstra opmærksomme på områder, hvor folk samles meget. 

Men ofte holder folk dog afstand og passer på, når patruljen ankommer til stedet, fortæller vagtchef hos Fyns Politi fra Lars Thede.

- Jeg vil gerne kippe med kasketten overfor fynboerne, for jeg synes generelt, at folk overholder regler og påbud fra myndighederne, siger han.

Læs også Ti bøder på Fyn: - Bordel havde for meget knald på, siger politidirektør

Der er dog stadig enkelte, som ikke vil rette sig efter reglerne. Støder politiet på dem, kommer bødeblokken frem, lyder det fra politidirektøren.

Indtil videre er der givet ti bøder til borgere og butikker, der ikke har overholdt reglerne. Herunder to barer, en vandpibecafé, et bordel og en frisør samt fem privatpersoner, som har været til stede på de respektive steder.