På 27 dage beslaglagde politiet 11 knive i særlig zone - nu øges straffen

Blandt andet skal aftalens stramning af våbenlovgivningen tage brodden af banderne.

En ny bandepakke skal gøre livet langt sværere for bander i Danmark. Det fremgår af bandepakke 4, som regeringen og en række af Folketingets partier er blevet enige om og som er blevet præsenteret på et doorstep i Justitsministeriet onsdag.

- Vi er blevet enige om en flot buket af tiltag, der har mere fokus på forebyggelse, og vi lægger op til at skærpe straffene. Vi lægger op til en markant skærpelse af straffen for besiddelse af kniv, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) ved et pressemøde ifølge Ritzau.

Aftalen indeholder 44 initiativer, som blandt andet skal forhindre unge i at begå banderelateret kriminalitet samt bremse de eksisterende bander i at begå kriminelle handlinger.

quote Om det er slagvåben, knivvåben eller skydevåben, er det rigtig vigtigt, at vi kan sætte ind over for det.

Johnny Schou, politiinspektør, Fyns Politi

En af aftalens største punkter er våbenindsatsen. Partierne vil skærpe straffene ved knivoverfald, ligesom det også vil have større konsekvenser at være i besiddelse af en ulovlig kniv.  

- Vi er i en situation lige nu, hvor der er rigtig mange knivoverfald i vores samfund. Vi ser, at banderne bruger det i højere grad, end de har gjort tidligere. Vi ser eksempler på det fra de bander, der er på Fyn, men også generelt i vores samfund er der mange flere knivoverfald, siger retsordfører for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg.

På Fyn har konflikten mellem de to bander NBV og V.O. og de voldsomme sammenstød mellem de to bander i september med et skyderi mod en personbil og en sprængning betydet, at Fyns Politi i knap en måned indførte visitationszone i Vollsmose, Korsløkkeparken, Tornbjerg og andre områder omkring Odense.

En visitationszone giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer indenfor zonens område, og i de 27 dage zonen var oprettet, beslaglade Fyns Politi 18 våben. 11 af de våben var knive af forskellig slags. Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

Det er den type besiddelse af kniv, som nu skal have større konsekvens.

- Vi ønsker at sende et meget kraftigt signal om, at man ikke skal bruge kniv, men også at man får en hård straf, hvis man gør det, siger Bjørn Brandenborg.

Fyns Politi tager godt imod nye redskaber

Hos Fyns Politi har de ofte at gøre med bander som NBV, V.O. og Hells Angels.

Derfor glæder de sig over, at den nye bandepakke giver dem flere muligheder i deres indsats i bandemiljøet.

- Vi har haft en hel række meget voldelige episoder på Fyn, herunder også med kniv. Om det er slagvåben, knivvåben eller skydevåben, er det rigtig vigtigt, at vi kan sætte ind over for det. Og at bandemiljøet oplever en konsekvent indsats fra vores side, siger Johnny Schou, der er politiinspektør hos Fyns Politi.

Det er fjerde gang, at en dansk regering præsenterer en bandepakke. Men siden den første i 2009 er det formentlig ikke gået nogens næse forbi, at bandekriminaliteten ikke er stoppet. Alligevel mener Johnny Schou, at en fjerde pakke er til gavn.

- Hvis man kigger bagud, kan man også se, vi har foretaget en lang række fængslinger af bandemedlemmer og taget dem væk fra gaden. Og noget af det, der har været med til at løfte det, det er jo de redskaber, politikerne har givet os i de forskellige bandepakker.

Bjørn Brandenborg (S) er enig i, at der fortsat er brug for at lave bandepakker.

- Bandernes kriminalitet og måden, banderne arbejder på, udvikler sig, og derfor er der brug for at give vores politi og myndigheder nogle værktøjer og redskaber til at bekæmpe banderne, siger retsordføreren.

Aftalen er en såkaldt stemmeaftale. Det betyder, at aftalepartierne er blevet enige om, at de vil stemme for de lovforslag, der vil gøre aftalens 44 initiativer gældende.

Oversigt

    Oversigt