Pædagoger: Kommuner slækker på smitteberedskab

Ledere i landets dagtilbud oplever, at ekstra ressourcer til rengøring enten forsvinder eller bliver mindre.

Syv ud af ti pædagogiske ledere oplever, at ekstra ressourcer til rengøring, hygiejne og mindre børnegrupper enten er blevet mindre eller helt er forsvundet.

Det viser en undersøgelse blandt 900 ledere, som pædagogernes fagforening Bupl har gennemført. Det skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

Hver fjerde leder oplever, at kommunen fortsat opretholder et højt beredskab, der skal holde smittespredningen nede. Og det er også noget, som formanden for BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, mærker til.

- Der er ledere, der både skriver og ringer. Men jeg har i høj grad også talt med tillidsmændene om det. De er frustrerede over situationen og vil vide, om der er nogle retningslinjer på vej, siger hun til TV 2 Fyn.

Sættes i et dilemma

Resultaterne bekymrer også formanden for Bupl, Elisa Rimpler. Statsminister Mette Frederiksen (S) har for nylig udråbt høj hygiejne og afspritning som et supervåben mod spredning af coronavirus.

- Kommunerne går desværre på kompromis med at sørge for, at der er ressourcer nok i institutionerne til, at man kan håndhæve de anbefalede restriktioner.

Dermed ender lederne i et dilemma, siger hun.

- På den ene side ved de, hvor vigtigt det er at forebygge og sørge for, at ingen bliver syge af covid-19. De skal sørge for, at børnene får vasket hænder mange gange i løbet af dagen, og der skal vaskes legetøj.

- Samtidig skal de koncentrere sig om den pædagogiske opgave, men i stedet må de enten bruge vikarressourcer eller bruge det faste personale til at sikre forebyggelsen. Så tiden går fra børnene, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger Elisa Rimpler.

Bange for ikke at have penge til resten af året

På Fyn går bekymringen særligt på, om der kommer til at være penge til hænder resten af året, og derfor tør mange institutioner ikke bruge for meget, fortæller Rikke Hunsdahl.

- De er bange for at stå uden penge til personale i november og december, hvor mange bliver syge, og vi er mere inde. Der skal være penge til at dække hele året, så forældrene kan være trygge ved at sende deres børn i institution, og medarbejdere kan være trygge ved at gå på arbejde, siger hun.

quote Hvis der ikke kommer lovning på nogle penge, og der bliver slækket for meget, kan det pludselig eksplodere. Det skal man <em>gamble</em> for at spare nogle småpenge

Rikke Hunsdahl, formand for BUPL Fyn

Det er dog meget forskelligt fra institution til institution, hvordan de oplever problemet.

- Det må være, fordi der ikke er klare udmeldinger. De skal vide, hvad der er okay, så de ikke selv skal stå med vurderingen hver dag. Vi er nødt til at have klare linjer, siger Rikke Hunsdahl.

- Hvis der ikke kommer lovning på nogle penge, og der bliver slækket for meget, kan det pludselig eksplodere. Det skal man gamble for at spare nogle småpenge.

Regningen skal ikke ende på gul stue

Kommunalbestyrelserne skal derfor tage opgaven alvorligt, lyder opfordringen fra Bupl.

- Her kan man ikke stikke hovedet i busken og sige, at man ikke ved, om man får pengene refunderet fra regeringen, siger Elisa Rimpler.

- Så må man gøre noget ved dét og gå til regeringen med hatten i hånden. Regningen skal ikke ende på gul stue.

Inden sommer indgik regeringen og Kommunernes Landsforening en økonomiaftale. Her blev det aftalt, at kommunerne ville blive kompenseret for udgifterne.

En ny undersøgelse fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, blandt 110 børnehaveledere viser, at flere ønsker at fastholde det øgede fokus på hygiejne og rengøring.

Det skyldes, at der har været færre sygemeldinger blandt børn og voksne siden genåbningen af daginstitutionerne i april.

Oversigt

    Oversigt