Regnskab: Fynsk bunker-koncern får vildt overskud
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Overskud før skat på 2,9 milliarder kroner i Middelfart-koncernen Selfinvest - ejet af Østergaard-familien.
Trods geopolitisk uro, inflation og urolige energipriser blev 2022/23 det bedste år nogensinde for det familieejede Selfinvest og driftsselskabet USTC, United Shipping & Trading Company.
Overskuddet før skat blev godt 2,9 milliarder kroner, hvilket er mere end en fordobling fra 1,2 milliarder kroner i sidste regnskabsår.
Det oplyser Middelfart-koncernen i pressemeddelelse.
Omsætningen steg med 25 procent fra 120 til 150 milliarder kroner.
Koncernen har nu en egenkapital på over 8 milliarder kroner og beskæftiger mere end 4.500 medarbejdere på over 165 kontorer i 40 lande.
Væksten er drevet af positive resultater på tværs af de syv driftsselskaber inden for energi, shipping, logistik, miljø, recycling, risk management, bilaktiviteter og IT, oplyser koncernen.
- Skal man med ét ord opsummere, hvorfor Selfinvest og USTC kommer ud af regnskabsåret med et rekordresultat, så er det agilitet. Vores selskaber og medarbejdere har været enestående dygtige til at navigere gennem en række uforudsete komplikationer som geopolitiske begivenheder, ekstreme prisudsving og en buldrende inflation. Det er selvsagt en bedrift, vi som ejere er særdeles stolte af, siger bestyrelsesformand, stifter og medejer Torben Østergaard-Nielsen.
Brændstof
Bunker Holding, der sælger og fragter brændstof til skibsindustrien, har altid været vækstlokomotivet i USTC, og sidste år var ingen undtagelse.
Selskabet leverede et overskud før skat på over 1,6 milliarder kroner, hvilket ligger næsten en halv milliard over hele Selfinvest og USTC-koncernens hidtil bedste resultat fra sidste år.
- Det er en imponerende kraftpræsentation af Bunker Holding. Men derudover vil jeg også fremhæve Uni-Tankers, som efter flere udfordrende år har leveret en massiv turn-around med et resultat efter skat på 437 millioner kroner, og hvor de samtidig har barberet 70 procent af gælden, siger Nina Østergaard Borris, der er administrerende direktør og medejer af USTC
De seneste år har USTC opkøbt danske virksomheder som FREJA Transport & Logistics og CM Biomass, Nordic Waste og DHS Recycling. Alle virksomheder er nu integreret i koncernen og har bidraget betydeligt til årets resultat.
Til trods for en hård opbremsning for shipping og transportmarkedet leverede SDK FREJA sit bedste regnskab nogensinde med et resultat før skat på 287 millioner kroner.
CM Biomass har også leveret et rekordregnskab med en omsætning der passerer 6 milliarder kroner og et resultat før skat på 246 millioner kroner i et træpillemarked præget af mangel på råvarer og ekstreme prisudsving.
Middelfart-koncernen er ikke den eneste fynske virksomhed med vind i sejlene. Også Marius Pedersen, som har hovedsæde i Ferritslev, har øget egenkapitalen med 295,4 millioner kroner i det seneste regnskabsår.