S-ordfører tager ansvaret for skæv debat om ældrepleje
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Debatten om en privat opsparing til fremtidens ældrepleje er drejet ud af kontrol for Socialdemokratiet, og det er delvist partiets egen politiske ordførers skyld. Det erkender Christian Rabjerg Madsen (S).
- Jeg har ærgret mig over, at der i så høj grad i debatten har været fokus på løsninger og i mindre grad på analysen og det problem, jeg mener, vi står overfor. Det er klart, at det påtager jeg mig en del af ansvaret for, siger han til Ritzau.
I midten af juli skrev Socialdemokratiets politiske ordfører en kronik i Jyllands-Posten flankeret af et interview, hvor han fremsatte en analyse af fremtidige udfordringer med ældreplejen.
Vi får flere ældre og færre til at betale, og Christian Rabjerg Madsen forventer, at de kommende ældre vil have høje krav til serviceniveauet i plejesektoren. Han frygter dermed, at et A og B-hold kan være under opsejling.
En løsning på problemet kan være at lave en personlig opsparing til ældreplejen inspireret af pensionssystemet, skrev han i sin kronik i Jyllands-Posten. Det har fået flere socialdemokratiske fæller til at markere sin uenighed offentligt, med hvad der kan ses som et grundlæggende brud med socialdemokratisk velfærdspolitik.
Flere fynske S-borgmestre har dog samtidig erklæret et ønske om, at kommunerne kan bede de mest velhavende ældre om selv at betale for visse ydelser, eksempelvis rengøring.