Sådan gik det til da fynboen Leif blev første vaccinerede dansker

Fynske Leif Heiselberg skrev sig ind i historiebøgerne, da han som den første dansker blev vaccineret mod coronavirus. Sådan her gik det til, da det længe ventede prik i armen kom.

Den 27. december 2020 klokken 9.00 var et øjeblik de fleste havde ventet på. Her skulle de første danskere nemlig vaccineres mod covid-19. 

Én af dem var 79-årige Leif Heiselberg fra Odense, der var første beboer på Ældrecenter Øst i Odense, som skulle have vaccinen. 

Og faktisk blev han den første dansker, der modtog vaccinen, da han to minutter før tid fik et lille prik i venstre overarm. 

quote Det er en stor oplevelse at være den første - det kan jeg godt love jer

Leif Heiselberg, første coronavaccinerede dansker

- Og du fik det hele med?, spurgte Leif Heiselberg smilende, da han havde fået vaccinen. 

Det hele kom med, forsikrede lægen Henrik Aastrup Jensen efterfølgende. 

- Så håber vi det virker, så vi kan komme videre, sagde Henrik Aastrup Jensen.

- Jeg kommer og spøger hos dig, hvis det ikke virker, svarede en grinende Leif Heiselberg. 

Og da første dosis var givet kunne Leif Heiselberg rejse sig og møde den samlede presse, der stod udenfor og ventede spændt på reaktionen fra fynboen.

Her bliver fynske Leif Heiselberg den første dansker, der får vaccinen mod coronavirus. Pernille Gram

Euforisk stemning

Og Leif Heiselbergs reaktion var ren glæde. 

- Det er en stor oplevelse at være den første - det kan jeg godt love jer. Jeg har det sku da glimrende, fuldstændig glimrende. Men jeg går jo stadigvæk og er lidt euforisk, lød beskeden til pressen. 

Mens alle øjne var rettet mod den første dansker, der blev vaccineret mod coronavirus, så henledte Leif Heiselberg opmærksomheden mod personalet. 

- Jeg håber, at vi kommer hele vejen rundt med personalet også, så vi i hvert fald ikke risikerer, at de falder fra, så vi skal til at passe os selv. Det ville ikke være så godt, siger den 79-årige fynbo.

Det meste af pandemien har det været muligt for Leif Heiselbergs pårørende at besøge ham på plejecentret. Men det er ikke blevet til fysisk kontakt. Derfor glæder han sig også til det engang bliver muligt at give børnebørnene et kram. 

quote Nu vil jeg gå op og sætte mig i min lænestol og åbne en kold bajer og slappe lidt af

Leif Heiselberg, første coronavaccinerede dansker

- Det er en glæde for mig, at jeg nu er ude over alt det her. Måske jeg kan give mine børnebørn et knus igen - for slet ikke at snakke om min kone. Men det har jeg prøvet så mange gange, så det kan sku være det samme, jokede Leif Heiselberg. 

Og det gode humør fortsatte hos Leif Heiselberg. Og det er måske med god grund, når man lige har skrevet sig ind i historiebøgerne som den første dansker, der har modtaget coronavaccinen. 

Men hvordan nyder man sådan et øjeblik?

- Nu vil jeg gå op og sætte mig i min lænestol og åbne en kold bajer og slappe lidt af, sluttede Leif Heiselberg.