Seks fynske skoler har modtaget brev om bekymrende kvalitet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Seks fynske folkeskoler modtog i juni et brev om bekymrende kvalitet.
I alt har 66 folkeskoler fået en skrivelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om, at kvaliteten på skolen er bekymrende.
Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt, som mediet har fået.
De seks fynske folkeskoler holder til i Middelfart Kommune, Assens Kommune og Odense Kommune.
En af de seks skoler er Nørre Aaby Skole, hvor gennemsnittet af de bundne prøver i 9. klasse er nede på 6,0. En anden skole er Peter Willemoesskolen, hvor karaktergennemsnittet ligger på 6,4, skriver DR.
Disse såkaldte bekymringsbreve er nyt, og det skyldes en ændring i folkeskoleloven. Det indebærer, at børne- og undervisningsministeren kan trække en såkaldt udviklingsliste over folkeskoler, hvor kvaliteten halter efter.
Metoden møder dog kritik fra flere steder, eftersom vurderingen bygger på tal fra skoleåret 2021/2022, lyder det.