Skoler gør klar til genåbning: - Hverdagen kommer til at se anderledes ud

Folkeskoler på Fyn gør sig klar til genåbning. Det bliver med stor sandsynlighed en ny hverdag, der venter eleverne - måske på den anden side af påsken.

Der er stille på Tved Skole. Og tomt. Kun de få børn, der er mødt op i nødpasningen, giver lidt liv i de ellers øde gange. 

- At være på en skole uden børn, det er ikke derfor, man er blevet skoleleder, siger Jennie Thomsen, der er skoleleder på Tved Skole. 

Jennie Thomsen ser frem til, at de måske kan have elever på skolen igen efter påske. Men hun tror ikke, at det bliver den samme hverdag, de går i møde. Derfor tænker hun ligesom flere andre skoleledere over, hvordan de kan omstrukturere skoledagen.

- Jeg tænker på, om eleverne skal møde forskudt, og om vi skal droppe fællessamlingen, så der ikke er for mange elever samlet på én gang, siger Jennie Thomsen. 

Plads kan blive afgørende

Hold afstand. Sådan lyder udmeldingen fra myndighederne. Derfor kan rummeligheden på den enkelte skole blive afgørende, når eleverne vender tilbage på skolebænken. Jennie Thomsen tænker især over, hvordan den forholdsvist lille skole i Tved skal skabe mere luft om eleverne. 

- Vi har normalt mange børn på lidt plads. Der skal tænkes lidt ekstra over, hvordan vi gør det. Lige nu er min tanke, at man måske kan bruge flere klasselokaler til én klasse, så de ikke sidder så tæt, siger Jennie Thomsen.

På Tåsingeskolen er skoleinspektør Kasper Føns mere optimistisk. 

- Vi er en privelegeret skole med store udendørsarealer og mange kvadratmeter at være på. Jeg tænker, at vi kan udnytte nogle af vores fællesarealer til undervisning og flytte noget undervisning udendørs for at mindste smittespredningen, siger Kasper Føns.  

Scenarietænkning

I Skolelederforeningen tænker de i flere scenarier. Der er endnu ingen officiel udmelding fra myndighederne om, hvem der skal starte i skole efter påske. Er det de store klasser, så de kan komme til eksamen? Er det de små klasser, så forældrene kan komme på arbejde? Det er der ingen, der ved endnu.

Nogle mulige scenarier når skolerne åbner op igen ifølge Skolelederforeningen
Nogle mulige scenarier når skolerne åbner op igen ifølge Skolelederforeningen
Foto: og grafik: Camilla Kehlet

- Det er utrolig komplekst, men uanset hvad, så tror jeg, at det bliver noget med skiftehold. Det kræver dog, at der kan blive gjort rent midt på dagen, siger Dorte Torp Andreas, næstformand i skolelederforeningen.   

Netop den ekstra rengøring er vigtig at tænke ind. På både Tved Skole og Tåsingeskolen har man allerede skruet op for rengøringen. Men den ekstra rengøring kan også blive en faktor, der spænder ben for planen om skiftehold. 

- Hvis der skal være rengøring midt på dagen, kan der blive en udfordring med den menneskelige kapacitet. At der simpelthen ikke er nok rengøringspersonale, siger Dorte Torp Andreas fra Skolelederforeningen. 

En tid der udfordrer normtænkning

Dorte Torp Andreas tror ikke, at alle skoler kommer til at åbne op lige efter påske, hvis udmeldingen fra myndighederne først kommer fredag den 3. april eller senere. 

- Det vil være at love folk for meget. Der er så mange ting, der skal spille sammen og nye mønstre, der skal etableres. Vi håber på at kunne åbne op løbende i ugen efter påske, men det afhænger selvfølgelig af, hvornår udmeldingen kommer, siger hun.

Når hverdagen vender tilbage, ved Kasper Føns, der er skoleinspektør på Tåsingeskolen, godt, at alt ikke bliver som før. 

- Det bliver en ny måde at drive skole på, siger han. 

Han tror dog, at det kan skabe grobund for en ny måde at tænke undervisning på. Ligesom det allerede har gjort med fjernundervisningen.

- Det er en tid, der udfordrer normtænkning. Når vi skal undervise på en ny måde, så tror jeg bestemt, at vi kan tage noget af det, vi lærer med videre, siger Kasper Føns.  

Det forventes, at myndighederne vil give en officiel udmelding om, hvordan skolerne skal starte op i dag fredag den 3. april. 

Artiklen her blev til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo:

Spørgsmål fra en fynbo

 

 

Oversigt

    Oversigt