Slut med farverige tatoveringer: Tatovører "går i sort" tirsdag

Nye EU-regler gør, at mere end 4.000 kemiske stoffer fra tirsdag bliver forbudte at bruge i tatoveringsblæk, og det skaber akutte problemer for tatovører.

Mandag var den sidste dag, man kunne gå ind til en tatovør og få for eksempel en orange tiger eller en lyserød flamingo tatoveret. 

En ny EU-lov betyder nemlig, at en lang række tatoveringsfarver fra 4. januar er ulovlige, fordi de indeholder nogle af de 4.000 indholdsstoffer, loven forbyder. Årsagen er mistanke om, at stofferne kan være allergi- og kræftfremkaldende.

quote Det er et problem, som ikke eksisterer

Tatovør Søren Granhof Schjøtt om kræft som følge af tatoveringer.


Søren Granhof Schjøtt, der har tatoveringsforretningen Lowkey Tattoo i Svendborg, er ked af de nye regler. De betyder, at han stort set kun kan anvende sin sorte farve. 

-  70 til 80 procent af det, vi laver, er sort-hvide tatoveringer, skyggetatoveringer og mønstre. Så det er den bedste farve, vi kan bede om at have på nuværende tidspunkt, men det er jo ikke optimalt, hvis man kommer 4. januar og vil have en rød rose, siger han. 

- Det er producenter og importører, der skal dokumentere, at farverne er i orden, så vi kan nøjes med at købe det, vi kan få. Men lige nu kan vi stort set kun få sort og hvid farve. 

Ingen eksempler

Mange farverpigmenter er allerede ramt af de nye regler. To yderlige pigmenter – et blåt og et grønt – bliver også gjort ulovligt. 

- Jeg er stor tilhænger af, at man fjerner farlige stoffer i alting. Problemet med det her er, at der aldrig er dokumenteret et eneste tilfælde af kræft, som er relateret til tatoveringsfarver, så man kan sige, at det er et problem, som ikke eksisterer, siger Søren Granhof Schjøtt.

Fra tirsdag den 4. januar står mange af farverne blot til pynt hos Lowkey Tattoo i Svendborg og landets øvrige tatovører.
Fra tirsdag den 4. januar står mange af farverne blot til pynt hos Lowkey Tattoo i Svendborg og landets øvrige tatovører.
Foto: Masoud Pouja

Den påstand bliver bakket op af Jørgen Serup, der er professor og overlæge på hudafdelingen på Bispebjerg Hospital.

Over for B.T. har han tidligere udtalt:

- Der har aldrig været et eneste påvist dokumenteret tilfælde af, at pigment i tatovering har udløst cancer. Vi har forsøgt at fortælle dem (de danske myndigheder, red.) det, men de lytter ikke.

Kan betyde lukninger

Frank Rosenkilde er formand for Dansk Tatovør Laug, og han mener, at de nye regler kan få alvorlige konsekvenser for danske tatovører. 

- Der er mange, der er i panik og siger, de vil lukke og har lukket. Det kan blive konsekvensen. Vi må jo prøve at se, hvordan vi kan få det til at fungere i et stykke tid. Der er flere af de store farveproducenter, der har lovet noget (ny farve, der lever op til reglerne red.), men der er ikke noget på bordet nu, siger han. 

Hos Lowkey Tattoo i Svendborg har Søren Granhof Schjøtt dog stadig tiltro, at der findes en løsning på problemet.  

- Hvornår, i hvilken form, og hvor gode de nye farver bliver, er jo svært at sige lige nu, men jeg har tiltro til producenterne. 

Han havde dog hellere set, at man var gået en anden vej end lovgivning. 

- Jeg synes, at det absolut bedste, man kunne gøre, var at lave en plakat, som alle registrerede tatoveringssteder skulle hænge op på væggen. På den skulle der stå, at det er på eget ansvar at blive tatoveret, og at der er en hypotetisk chance for, at der kan være stoffer som er allergifremkaldende eller kræftfremkaldende eller på anden måde ikke godt for kroppen. På samme måde som når man drikker alkohol eller ryger cigaretter eller kører bil og så videre. 

Omkring 15 procent af danskerne har en tatovering. 

Oversigt

    Oversigt