Stigende energipriser truer flere fynske købmænd

Slukkede kølere og færre frostvarer er blot nogle af de ting, som de lokale købmænd gør for at holde elregningen nede.

- Vi er her endnu, men ligesom mange andre små forretninger, kæmper vi, siger Michelle Hummel, bestyrelsesmedlem i Ørsted Beboerforening.

Ørsted består af omkring 240 indbyggere, hvor samlingspunktet er den lokale købmand. I januar 2021 var den nu 26 år gamle købmand lukningstruet, men Ørsted Beboerforening overtog og står i dag for den overordnede drift.

Til trods for, at forretningens overlevelse blev sikret sidste år, står de nu over for en ny udfordring med de stigende energipriser.

- Vi forsøger at spare på alt. Alt, der ikke er nødvendigt for driften, er slukket. Hvis vi ikke har butikken her i Ørsted, så vil alt gå i stå, siger Michelle Hummel.

Ingen varme til vinter

Som en konsekvens af de stigende energipriser, ser Ørsted købmandsforretning ind i en periode uden varme.

- I butikken har vi oliefyr, og det er rigtig dyrt. For så vidt muligt slukker vi for varmen og er nødt til at have den slukket til vinter, fortæller hun.

Beboerne i Ørsted lider alle under de stigende priser, da de alle har gasfyr. Til trods for dette oplever forretningen stadig stor tilslutning blandt sine kunder.

- Vi har udnyttet kundepotentialet i vores lokalsamfund, men vi kan ikke forvente, at det er kunderne, der skal redde os hjem, siger Michelle Hummel, bestyrelsesmedlem, Ørsted Beboerforening.

Et generelt problem

Også i Dagli’Brugsen i Millinge kæmper de med de stigende energipriser. Mange af deres kølere er mere end 30 år gamle og sluger meget strøm. Derfor har de været nødt til at finde en løsning på kølernes store energiforbrug.

- Vi har det køl, vi er nødsaget til at have. Alt andet er fjernet. Det eneste, vi kan gøre, er at forsøge at holde alle andre omkostninger nede, siger Rikke Krog, Brugsuddeler, Dagli’Brugsen, Millinge.

Ejerne af Min Købmand i den lille sydvestfynske landsby Haastrup fik i august en elregning på astronomiske 150.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt