Tæt på uheld flere gange om dagen: - Hvis man følger reglerne, sker der ikke noget

I 900 tilfælde siden oktober har letbanen været tæt på sammenstød med andre trafikanter. Venstre mener, det bør mane til eftertanke om letbanens Etape To.

Siden oktober har letbanen i Odense i gennemsnit fem gange om dagen været tæt på sammenstød med andre trafikanter. 

Det viser tal fra Keolis, der står for driften af letbanen.

- Jeg synes, det leder til spørgsmål om, hvorvidt der er gjort nok. Har man været god nok til at gøre opmærksom på letbanen, og har man skiltet tydeligt nok. Det er man i hvert fald nødt til at være nysgerrig på, siger Araz Khan (V), der er medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune. 

Helt præcist har der været 900 såkaldte nærvedhændelser med andre trafikanter mellem 1. oktober sidste år og 28. marts i år. Nærvedhændelserne er defineret som situationer, hvor der har været fare for sammenstød. 

Derudover har der været 244 andre hændelser, der kunne have ført til farlige situationer. I de tilfælde var der dog ikke andre trafikanter involveret. 

Odense Letbane og Odense Kommune har blandt andet iværksat kampagnen "Se letbanen i øjnene". Det er gjort med et mål om at sætte fokus på de mange letbanetog, der nu er i trafikken. 

Men de mange gange, man har været tæt på uheld, tyder altså på, der er et stykke vej endnu. 

Stof til eftertanke

Letbanen har de seneste uger intensiveret kørslerne, hvilket betyder, at togene kører med intervaller på 7,5 minut. På den 14,5 kilometer lange rute kører togene igennem 56 lyskryds, og det er netop dér, mange af situationerne er opstået. 

Mellem 1. oktober og 28. marts er det sket 315 gange, at der har været en nærvedhændelse med en bil, mens det er sket 309 gange med cyklister.

- Jeg er jo kritiker af en Etape To, og jeg håber, det her fører til eftertanke hos de ansvarlige politikere. Jeg håber, det her kan være med til at få dem til at indse, at skinnernes tid er ovre. Vi har en helt anden trafik i dag, hvor alting bevæger sig meget hurtigere, siger Araz Khan. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han vil nu tage kontakt til forvaltningen for at spørge til, hvordan man vil imødegå problemet frem mod åbningen af letbanen, og om man har erfaringer med lignende problematikker fra Aarhus Letbane, fortæller han.

Men er det ikke også forventeligt, at der vil være nogle af de her episoder, når der kommer en så markant ny spiller i trafikken i Odense?

- Det mest behagelige svar ville være ja. Men som folkevalgt vil jeg sige, at tryghed og sikkerhed er det vigtigste. Men hvem kan se sig selv i øjnene, hvis der sker et forfærdeligt uheld. Vi skal ikke være med til at skabe usikkerhed for borgerne.

Der har været fem uheld i den periode, der har været testkørsler med letbanen. Der har ikke været alvorlig personskade i nogen af tilfældene. 

Fem sikkerhedsråd

I alle fem tilfælde er det blevet vurderet, at letbanen har været uden skyld. I stedet har der været tale om blandt andet uopmærksomhed, et forbudt venstresving og en bilist, der kørte over for rødt.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det også oftest uopmærksom og andre menneskelige fejl, der fører til ulykker.

Driftsoperatør er overrasket

Det er selskabet Keolis, der står for driften af letbanen. Virksomheden er også ansvarlige for driften af letbanen i Aarhus, ligesom man driver letbanesystemer i otte andre lande. 

- Vi er blevet rystet og meget overraskede over antallet af hændelser i Odense. Det har ikke været muligt at forudse, og vi har ikke set andre steder, at antallet ligger så højt, siger direktør i Keolis, Thomas Brændstrup.

I Aarhus blev et letbanesystem første gang taget i brug i slutningen af 2017. Men ved testkørslerne i byen var der altså med færre episoder, hvor det var tæt på at gå galt, fortæller direktøren. 

Er odenseanerne dårligere til at gebærde sig i trafikken en aarhusianerne?

- Det tror jeg bestemt ikke, at odenseanerne er. Den store forskel er, at der på ruten i Aarhus er få lyskryds, hvor biler og letbane mødes. I Odense er der 56 lyskryds på ruten, så der er jo en markant højere snitflade, siger han. 

Thomas Brændstrup er dog optimistisk hvad angår, at odenseanerne vænner sig til letbanen. 

- Når vi går ud med den her melding, så handler det også om, at vi rigtig gerne vil have, at de får øjnene op. Hvis man følger reglerne og er opmærksom i trafikken, så sker der ikke noget

TV 2 Fyn har været i kontakt med Odense Letbane og borgmester Peter Rahbæk Juel, der ikke ønsker at kommentere udtalelserne fra deres samarbejdspartner Keolis.

Oversigt

    Oversigt