Tør og klar solskinsdag i vente

Torsdag byder på endnu en dag med flot forårsvejr til fynboerne.

Torsdag kan fynboerne igen se frem til et særdeles skønt forårsvejr. 

Forårssolen varmer endda Fyn en smule mere, end den har gjort de seneste par dage. 

Allerede fra morgenstunden kan man regne med at se solen. Vejret er tørt og klart, og med temperaturer ned mellem to graders frost og to graders varme, bliver det en kølig morgen. 

Ved middagstid bliver det helt op til otte grader med en svag til jævn vind fra øst. Det næsten lune og klare forårsvejr fortsætter helt til aften, hvor temperaturerne igen falder og i løbet af natten vil ligge lige over frysepunktet. 

Husk afstand i det gode vejr

Det flotte forårsvejr fortsætter ind i den kommende weekend. Lørdag bliver weekendens varmeste dag med temperaturer helt op til 11 grader.

Søndag falder temperaturen igen til omkring seks grader.

Således er der udsigt til flere af de lune forårsdage, der den seneste tid har lokket mange fynboer til at tilbringe tid i naturen.

Med udsigt til endnu en flot forårsdag og forårsweekend, må man forvente, at torsdag ikke bliver nogen undtagelse.

Men selvom man er udenfor, og måske går en tur for at få et afbræk fra den karantæne-prægede hverdag, skal man huske, at man stadig skal holde god afstand til andre, der også nyder det gode vejr.

Oversigt

    Oversigt