TV 2 Fyn på vej mod Ukraine: 40 ukrainske flygtninge skal med retur

TV 2 Fyn er taget med bus til Polen for at aflevere donationer og tage ukrainske flygtninge med retur.

I en bus med nødhjælp er TV 2 Fyn på vej mod den sydpolske by Krakow, der ligger omkring 250 kilometer fra grænsen til det krigshærgede Ukraine.

- Den nødhjælpskoordinator, som holdet i bussen er i kontakt med, har sagt, at vi ikke behøver køre helt ud til grænsen, fordi der allerede er så mange flygtninge, der er kommet til Krakow, som ikke kan komme videre, fortæller TV 2 Fyns reporter Frederik Zeuner fra bussen tirsdag aften.

Fyn hjælper Ukraine

Med fotograf Rasmus Rask er de to taget med Valentina Marras, som sammen blandt andre bussens chauffører Gitte Jul og Peter Karlson reagerede på den russiske invasion ved at finde en stor turistbus og sætte kursen mod Ukraine for at hjælpe med at fragte flygtninge tilbage til Danmark.

Bussen er tidligt onsdag ankommet til Krakow, hvor de nu afventer situationen. Forventningen er, at de i løbet af onsdagen kan sætte kursen retur mod Danmark.

I Krakow afventer holdet, at bussen fyldes med op mod 40 flygtninge, inden chaufførerne igen sætter kursen mod Danmark og Fyn.
I Krakow afventer holdet, at bussen fyldes med op mod 40 flygtninge, inden chaufførerne igen sætter kursen mod Danmark og Fyn.
Foto: Rasmus Rask

- I morgen (onsdag, red.) forventer vi at få fyldt den her bus med 40 ukrainere, som vi så kan tage med i bussen på vej hjem, siger Frederik Zeuner.

En dyr tur

Bussen er på turen derned fyldt med hygiejneprodukter og mad, så der kan blive taget godt hånd om de krigsflygtninge, som skal med tilbage til Danmark.

Kom med til debat: Hvordan hjælper vi på Fyn Ukraine?

Udover bus, frivillige chauffører og en tolk skulle initiativtageren til turen, Valentina Marras, også finde penge til vejafgifter, brændstof og fornødenheder undervejs.

- Der er masser af unge mennesker og mænd i Ukraine, der kæmper en sej kamp for at bevare deres frihed. Og det mindste, vi kan gøre, er at give dem en lille smule fred i sjælen ved at vide, at deres familier, deres koner og deres børn og deres forældre, de er et trygt sted, så de kan kæmpe alt, hvad de kan for at bevare deres frihed, siger Valentina Marras.

Oversigt

    Oversigt