Midt i ferietrafikken: Flere uheld og kø på E20

Der har været to uheld på E20 lørdag, og politiet opfordrer til at have tålmodighed.

Opdatering:
Clock27. jun 2020, kl. 15:05
Der er ryddet op efter begge uheld og de værste kødannelser er ved at være afviklet, men der er fortsat tæt trafik, lyder det fra vagthavende hos Vejdirektoratet.

Der er tæt trafik på den fynske motorvej, der lørdag er præget af flere uheld og kø.

Fyns Politi fik 14.12 meldingen om dagens andet uheld på Fyn. Denne gang mellem rasteplads Ålsbo Nord og Ejby på E20.

- Der er sendt ambulancer til stedet, men indtil videre ved jeg kun, at det er nogle biler, der er kørt op bagi hinanden, siger vagtchef Peter Vestergaard til TV 2.

Kort forinden havde et uheld spærret et spor på E20 på strækningen fra Odense mod Middelfart mellem Odense SV og Odense V.  Og det får nu politiet til at komme med en opfordringen til trafikanterne:

- Hav tålmodighed og pas på hinanden. Der er mange biler på vejene i alle retninger, siger vagtchefen.

quote Det er et rigtig uheldigt sted og lige i den retning, hvor flest kører, så det har givet lidt problemer

Nicholas Petersson, vagthavende hos Vejdirektoratet

Kø efter uheld

Selvom begge spor på strækningen fra Odense mod Middelfart igen var farbare kort før klokken 14, er der stadig kø på strækningen, fortæller vagthavende hos Vejdirektoratet Nicholas Petersson.

- Det er omkring syv kilometer kø, og det giver en forlænget rejsetid på cirka 20 minutter i vestgående retning den næste halve til hele time, siger han klokken 14.

Også i det første uheld, var der tale om en bil, der var kørt op bagi en anden, og der blev sendt en ambulance til stedet. 

Ifølge vagtchef hos Fyns Politi Peter Vestergaard var der ikke tale om noget alvorligt.

Store rejsedag

Uheldene er sket midt i myldretiden på en stor rejsedag, hvor mange danskere er på vej i sommerhus. Da mange holder ferie hjemme i år, har det givet ekstra trafik henover Fyn.

- Det er et rigtig uheldigt sted og lige i den retning, hvor flest kører, så det har givet lidt problemer, siger Nicholas Petersson.

Ifølge Vejdirektoratet er det netop i tidsrummet mellem 11-15, at presset på vejene er størst.

Oversigt

    Oversigt