Festival mangler to hovedpersoner: - Vi lovede dem en fest, og det bliver det

På fredag starter Nu Festival, der i år bliver uden to af mændene bag, Lars Høgh og Jørn Bonnesen, der begge døde af kræft sidste år.

Fredag og lørdag er Nu Festivalen tilbage på Lundsgaard Gods i Kerteminde.

Men det bliver uden to af hovedpersonerne bag festivalen, tidligere OB-målmand Lars Høgh og advokat Jørn Bonnesen, der begge døde af kræft sidste år.

I år bliver festivalen med både en Lars Høgh-fan og Lars Høghs eget musikidol på programmet.

- Lars Høghs yndlingsband var Jung, der kommer og spiller. Og det er ret vildt, at et stort, ungt, nyt band kommer og spiller, og det betød meget for Lars Høgh, at vi fik dem booket, siger Hans Thomsen, der er direktør for Nu Festival. 

- Og så stiller vi med nok det største navn på den danske livescene, Andreas Odbjerg. Og han er kæmpe Lars Høgh-fan, så han glæder sig til at slutte sommeren herude, fortæller Hans Thomsen.

Kommer til at savne

Lige efter festivalen sidste år døde festivalformand Jørn Bonnesen, som havde fået konstateret bugspytkirtelkræft i sommer.

I december efter et længere kræftforløb døde Lars Høgh, men kort inden havde de tre arrangører, Lars Høgh, Michael Falch og Hans Thomsen fælles besluttet, at festivalen skulle have sig en omgang mere.

Hans Thomsen glæder sig til årets NU Festival, selvom både Lars Høgh og Jørn Bonnesen bliver savnet.
Hans Thomsen glæder sig til årets NU Festival, selvom både Lars Høgh og Jørn Bonnesen bliver savnet.
Foto: Anders Høgh

Men det bliver en anden fest, når det i weekenden går løs igen.

- Dem kommer vi jo til at savne helt fantastisk meget. Det bliver meget følelsesfuldt. Vi lovede dem begge, at vi ville lave den her festival, og vi lovede, at vi ville lave en fest. Og det gør vi, siger Hans Thomsen.

Skal ikke være større

Hverken Lars Høgh eller Jørn Bonnesen nåede at opleve, at billetterne til 2022-udgaven af Nu Festival blev sat til salg, men på kun seks minutter var 2.000 billetter udsolgt. 

Men trods den store interesse for festivalen i Kerteminde skal der ikke udvides.

- Vi skal ikke gøre det her større. Både Høgh, Falch og jeg var enige om, at det skulle holdes her på Lundsgaard Gods. Sidste år var vi 1.500 mennesker, i år er vi 2.000 mennesker, og det er nok, siger Hans Thomsen.

Sidste år fik festivalen indsamlet 780.000 kroner til kræftforskning, og det er fortsat formålet med Nu Festival at støtte det gode formål, som ligger hele holdet bag nær. 

- Og vi når højere op i år, tror Hans Thomsen bestemt.

I februar præsenterede OB en legendetrøje til ære for målmandsikonet Lars Høgh. Den trøje blev i august solgt til et stort beløb, der også går til kræftforskning.

Program til NU Festival 2022


Oversigt

    Oversigt