Grønnely ansætter ny direktør med stribevis af konkurser bag sig

Det skandaleramte Grønnely har fået ny direktør. Peder Blak fratræder og i stedet overtager Christian Stig Møller

Opdatering
Clock08. apr 2022, kl. 16:30
Artiklen er opdateret, efter direktør Christian Stig Møller vendte tilbage på TV 2 Fyns henvendelser.

Peder Blak fratræder sin stilling som direktør i det skandaleramte bygge- og ejendomsfirma Grønnely.

I stedet overtager erhvervsmanden Christian Stig Møller, der har en stribe konkurser bag sig.

TV 2 Fyn har det seneste års tid afdækket, hvordan bygge- og ejendomsfirmaet flere gange er blevet meldt til politiet for ulovlige arbejdsforhold og fået kritik for alvorlig byggesjusk i nyopførte boliger i Langeskov.

TV2 Lorry og andre medier har ligeledes sat fokus på Grønnelys byggerier forskellige steder i landet. Næsten alle steder er der klager over byggesjusk fra lejerne. 

Den nye direktørs opgave bliver ifølge en pressemeddelelse fra Grønnely at rydde op i de verserende byggesager. Foruden en ny direktør vil brødrene Peder og Kristian Blak, der begge fortsætter som ejere, indsætte en ekstern bestyrelse "for at professionalisere selskabet yderligere".

Skal professionalisere Grønnely

Manden, der overtager ansvaret, Christian Stig Møller, er ifølge Grønnely en erfaren mand.

Han har dog ikke kun succeser bag sig. En optælling i CVR-registeret viser, at Christian Stig Møller har været involveret i 16 konkurser og tvangsopløsninger. 

Ifølge Christian Stig Møller er alle konkurserne sket under finanskrisen.

- Jeg vil påpege, at jeg aldrig som person er blevet stillet ansvarlig for konkurserne, samt at jeg efterfølgende er kendt "fit & proper" (godkendt, red.) af Finanstilsynet, skriver Christian Stig Møller i en mail til TV 2 Fyn.

- Da Grønnely blev etableret, var det med tanken om at opkøbe, renovere og give ældre ejendomme nyt liv. Vi har haft held til at udvikle gamle ejendomme, men jeg må også erkende, at vi ikke har været helt gode nok til at få nogle af projekterne tilstrækkeligt i mål. Min bror og jeg vil nu overdrage opgaven med at lede, udvikle og professionalisere Grønnely til Christian Stig Møller, udtaler Peder Blak i en pressemeddelelse.

TV 2 Fyn har spurgt både Christian Stig Møller og Peder Blak om et interview. Men begge oplyser, at de vil vende tilbage på et senere tidspunkt. 

Den nye direktør vendte tilbage en uge efter, artiklen var udgivet første gang.

Oversigt

    Oversigt