Status for de ældste klasser: Næsten alle kan komme i skole mandag

Alle fynske kommuner bortset fra Kerteminde Kommune er klar til at byde de ældste elever tilbage fra på mandag. Og flere steder vil skoledagen ligne en almindelig skoledag fra før coronakrisen.

Der er ikke længe til, at eleverne fra 6.-10. klasse igen får mulighed for gense venner og lærerer.

På et pressemøde torsdag i sidste uge sagde statsminister Mette Frederiksens (S) nemlig, at de ældste elever må begynde at vende tilbage til skolen fra den 18. maj.

Det fremgår desuden af aftalen om genåbning, at kommuner og skoler har fleksibilitet til at tilrettelægge den nærmere organisering af opstarten for de ældste elever inden for de sundhedsfaglige retningslinjer.

Men de fynske skoler afventer stadig officielle retningslinjer for genåbningen fra sundhedsmydighederne, og det får nu betydning for alle de ældste elever i Kerteminde Kommune.

Kan ikke blive klar uden retningslinjer

I Kerteminde har man nemlig til valgt at udskyde elevernes tilbagevenden forløbigt til 25. maj, da kommunen ikke kan blive klar til at modtage dem.

- Vi har stadig ikke fået retningslinjerne hverken for undervisning, det pædagogiske arbejde eller for rengøringen, og det gør, at vi afventer. Vi har sat en masse forberedende arbejde i gang, men for at gøre skolerne endeligt klar, kræver det retningslinjerne og et par dages koordiering, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).

Ifølge borgmesteren skyldes udsættelsen, at kommunen ikke selv står for rengøringen på skolerne, og han hæfter sig ved, at udmeldingen fra regeringen var, at de ældste elever tidligst kunne vende tilbage den 18. maj.

- Jeg er godt klar over, at de ældste elever glæder sig så meget til at komme tilbage, at de ikke hørte ordet 'tidligst' den 18. maj på pressemødet, og vi gør alt, hvad vi kan for, at det her kan gå så hurtigt som muligt, siger Kasper Ejsing Olesen.

Overblik: Kun én kommune udskyder genåbning for de ældste elever

Benytter sig af generelle retningslinjer

Alle andre skoler på Fyn er imidlertid ved at være så godt som klar til, at eleverne igen bliver fuldtallige, og det er også noget, som skolechef i Svendborg Kommune Nanna Lohman længe har set frem til.

- Vi har set frem til at få muligheden, og nu skal vi bare i gang hurtigst muligt, siger Nanna Lohman til TV 2/Fyn.

Og selvom man alle steder venter på officielle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, så tager alle andre kommuner end Kerteminde udgangspunkt i myndighedernes generelle retningslinjer om afstand og hygiejne.

De nye retningslinjer forventes at lande hos skolerne enten onsdag eller torsdag, men det er altså ikke tid nok for Kerteminde Kommune til at forberede sig.

Kommunens borgmester håber dog, at de kan blive klar tidligere end den 25. maj.

- Vi har givet forældrene en sikkerhed i at fortælle, hvad vi arbejder hen mod, men vi håber meget, at vi kan overraske og blive klar noget tidligere, men vi tør ikke love noget, siger Kasper Ejsing Olesen og fortsætter:

- Eleverne har et enormt behov for at se nogle andre end dem, de har set under hele corona-tiden, så derfor har vi også sagt, at der skal arrangeres noget socialt for dem i tilfælde af, at skolerne ikke er klar til at åbne på mandag, siger han.