Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Politiet kigger på containerskibs rejserute i sagen om 100 kilo kokain, som blev modtaget ved Langeland.
Fragtskibet "Duncan Island" lastede containere med bananer og andre varer i Mellem- og Sydamerika, inden det sejlede over Atlanten med kurs mod Sverige og Rusland.
Men mindst 100 kilo kokain, som lørdag blev kastet i vandet ved Langeland, var ikke registreret i skibets officielle papirer.
I januar anløb det 178 meter lange skib blandt andet Puerto Bolivar og Guayaguil i Ecuador, Balboa i Panama og Guaymas i Mexico, inden det styrede mod nordøst. Det fremgår af flere hjemmesider, der holder øje med kommerciel skibsfart.
Fredag ankom "Duncan Island" til havnen i Helsingborg. Lørdag fortsatte det ned mod Storebælt og forbi Langeland, inden det om eftermiddagen syd for Gedser blev bordet af københavnske politifolk. I Sankt Petersborg må modtagerne vente på deres bananer.
I Københavns Politi ønsker politiinspektør Dannie Rise ikke at kommentere rejseruten nærmere.
- Men det er noget, vi vil interessere os for i vores efterforskning, siger han.
Netop Guayaquil, Ecuadors største havn, har adskillige gange været centrum for udsmugling af store partier kokain, som menes at være produceret i Colombia.
Ecuador og USA indgik for et par år siden en aftale om, at amerikanske toldere kunne placeres i byen for at forbedre indsatsen mod smugleriet. Det står i en rapport fra USA's udenrigsministerium.
Jævnligt gemmes kokain i partier med varer som tunfisk eller bananer. For to år siden blev 375 kilo kokain i et parti bananer til Rusland opsnappet, har et lokalt medie i Ecuador rapporteret.
I Danmark var den hidtil største beslaglæggelse af kokain på 310 kilo. Dette parti kom til havnen i en container til havnen i Fredericia i 2015.
I 2013 efterforskede politifolk desuden fem store sager om kokain skjult i bananer på havnen i Aarhus.
Fakta: De største narkosager i Danmark
- 31. oktober 2018 bliver den 43-årige Dani Al Arab i Københavns Byret idømt 16 års fængsel og udvisning for bestandigt for at have smuglet 10 ton hash og knap et ton amfetamin - størstedelen blev efter politiets opfattelse sendt sydpå. Politiet fandt dog "kun" 365 kilo amfetamin og 2,4 ton hash gemt på tre forskellige adresser.
- 4. september 2018 bliver den pensionerede fængselsbetjent Jack Andersen og Martin Breiner, der var en af betjentens bekendte, ved Retten i Holbæk idømt 16 års fængsel for at have haft et lager med 102,4 kilo amfetamin, mdma og kokain. De anker dommen til Østre Landsret, som nedsætter straffen til 14 års fængsel.
- 14. juli 2015 beslaglægger politiet 310 kilo kokain i en container hos en virksomhed i Esbjerg. Kokainen var havnet i Danmark ved en fejl og skulle i virkeligheden være opsnappet i Antwerpen, mener politiet. Syv mænd fra Holland og Belgien bliver tiltalt, da politiet mener, at de var taget til Danmark for at lede efter containeren. De bliver alle frifundet, og ingen er dømt i sagen.
- 14. oktober 2011 bliver Søren Mikkelsen og Kim Petersen, der nær Roskilde drev en laboratorielignende virksomhed, af Østre Landsret dømt for salg af cirka 200 kilo amfetamin og kokain. Anklageren forsøgte at sprænge strafferammen, men det gik retten ikke med til. Straffen lød på 16 års fængsel til begge mænd.
- 3. september 2009 bliver Claus Malmqvist som den første af Østre Landsret idømt 16 års fængsel i en narkosag. Han bliver dømt for at stå bag indsmuglingen af 13 ton hash på skibet "Atlantic Privateer" og forsøg på at indsmugle et halvt ton kokain.
Kilder: Ritzau, Københavns Politi
Hvor lang tid Københavns Politi har haft kig på den aktuelle sag med "Duncan Island", ønsker politiinspektør Dannie Rise ikke at udtale sig om søndag - ud over at efterforskningen har været konkret og intensiv.
Politiet har samarbejdet med kolleger i andre lande. Men heller ikke vedrørende dette spørgsmål ønsker Dannie Rise endnu at gå i detaljer.
"Duncan Island" er nu beslaglagt af politiet og skal undersøges nøje, mens det ligger i havnen i Kalundborg.
Skibet blev i øvrigt bygget på værftet i Frederikshavn i 1993.
Korte videoer
En eksplosionsbrand har natten til søndag fundet sted på en adresse i det sydøstlige Odense.
Det skriver Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Branden brød ud klokken 02.29 på Korsløkkevej i Odense SØ, og politiet kunne hurtigt konstatere, at ingen er kommet til skade.
Politiet er i gang med efterforskningen, og du kan følge udviklingen i livebloggen herunder.
Det er en voldsom brandeksplosion, som natten til søndag ramte en adresse på korsløkkevej i Odense.
Billeder fra stedet viser, at flere døre og vinduer blev blæst ud under eksplosionen. Søndag aften er der endnu uvist, hvad det er, der er eksploderet.
Naboer fortæller, at de blev vækket af et brag, og at der efterfølgende var flammer i en af lejlighederne.
I løbet af søndagen er flere forbipasserende stoppet op for at besigtige skaderne på afstand. Blandt andet rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense, Søren Windell (K), der fortæller, at synet vækker mindelser til lignende billeder fra blandt andet Ukraine.
Du kan se billederne i galleriet herunder.
I januar har 200 særligt udvalgte røde postkasser fra PostNord været på auktion.
Blandt dem var en historisk postkasse med et særligt design, der har hængt i midten af Odense. Postkassen blev den dyreste ved auktionen med en salgspris på 155.000 kroner. Det oplyser PostNord i en mail til Ritzau.
Postkassen har været ophængt på gaden Ramsherred i Odense i kvarteret omkring H.C. Andersens fødehjem.
PostNord oplyser, at man ikke ved præcist, hvor lang tid den har hængt der, men at den som minimum har været der siden 1948.
Postkasser solgt for millioner
Den næstdyreste postkasse blev solgt for 115.000 kroner og er udsmykket af den danske kunstner Rasmus Koble, også kendt som Lakserytteren.
Også kunstnerne Mille Kalsmose, Søren Dahlgaard og Jes Brinch har udsmykket postkasser, der har været på auktion.
Sidstnævntes blev eksempelvis solgt for 74.000 kroner.
De øvrige postkasser på auktionen har været fra udvalgte historiske lokationer og andre ikoniske postkasser.
Det gælder eksempelvis en postkasse, der har stået ved Kastellet. Den blev solgt for 29.000 kroner.
I alt blev de 200 særlige postkasser solgt for 3.728.000 kroner.
Går til godt formål
Alle pengene går ubeskåret til Danmarks Indsamling, og hos PostNord glæder man sig over at have doneret pengene.
- Jeg kan ikke forestille mig en mere værdig pension af postkassen, udtaler Andreas Brethvad, der er kommunikationsdirektør hos PostNord.
Det er ifølge PostNord den højeste auktionsindtægt, der er blevet doneret til Danmarks Indsamling nogensinde.
I december blev yderligere 1000 af de velkendte røde postkasser solgt på Føtex' hjemmeside for henholdsvis 1500 og 2000 kroner stykket.
De blev udsolgt på tre timer.
De røde postkasser bliver solgt, eftersom PostNord fra 1. januar 2026 er stoppet med at omdele breve.
kopieret!
Er du i tvivl om, hvordan bestemt medicin skal gives, eller hvor lang tid der går, før den virker, så er der ny hjælp at hente.
Som et nyt forsøg har Indenrigs- og Sundhedsministeriet sammen med landets apoteker etableret en ny telefonvejledning - Apotekets Hotline - der har første åbningsdag søndag 1. februar.
Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
- Med den nye hotline kan social- og sundhedspersonale, pårørende og andre nu let få svar på spørgsmål om medicin, lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Alle kan ringe til telefonvejledningen på 82824343, hvor farmakonomer og farmaceuter sidder klar til at besvare de spørgsmål, der måtte dukke op.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at hensigten med den nye hotline er at understøtte både pårørende, men også det danske sundheds- og plejepersonale på et marked, hvor udviklingen går hurtigt.
- Det er oplagt at bruge apotekernes ekspertise på medicinområdet, så deres viden i endnu højere grad kan gavne sundhedspersonalet og de mange pårørende, som håndterer medicin for et familiemedlem, lyder det fra ministeren.
Birthe Søndergaard, der er sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, forklarer i en pressemeddelelse, at hotlinen kan bruges, hvis man bliver i tvivl om, hvad der er det rette at gøre i en given situation.
Ærøfærgerne oplyser søndag på dens hjemmeside, at alle afgange mellem Søby-Fynshav og Søby-Faaborg i begge retninger er aflyst.
Det skyldes kraftig vind.
Dermed må man finde alternative ruter til eller fra Ærø i løbet af mandagen.
Umiddelbart er der ikke aflysninger på ruterne, der sejler mellem Søby-Faaborg og Svendborg - Ærøskøbing.
Få den fulde appoplevelse
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her