Langeland kan sænke skatten: - Det er en dobbeltgevinst for vores kommune

Langeland Kommune får gennem udligningsreformen mulighed for at kunne sænke skatten. Det er en dobbeltgevinst for kommunen, siger borgmester Tonni Hansen.

Langeland Kommune ser ud til at vinde stort på den nye udligningsreform, som regeringen præsenterede tirsdag på et pressemøde.

quote Det er en dobbeltgevinst for Langeland

Tonni Hansen, borgmester, Langland, SF

Gennem den nye udligningsreform får Langeland Kommune nemlig mulighed for at sænke kommuneskatten, og som den kommune i landet med den højeste skatteprocent vil en lavere skat komme mange til gode, fortæller Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) til TV 2/Fyn kort efter pressemødet.

- Lige så snart jeg får muligheden, så vil jeg foreslå mit byråd, at vi gør brug af muligheden for at sænke skatten, siger Tonni Hansen.

Som det er nu, er Langelands skatteprocent på 27,8 procent. Med den nye reform får kommunen mulighed for at sænke skatteprocenten til 26,3 procent. Uden at det koster Langeland penge. Differencen på de 1,5 procentpoint vil staten nemlig kompensere for. Og det begejstrer den langelandske borgmester.

- Vi er den kommune i landet med den absolut højeste skatteprocent, og vi håber at kunne komme ned på landsgennemsnittet, siger han.

Den gennemsnitlige kommuneskatteprocent lå i 2019 på 24,9 procent, ifølge skatteministeriets hjemmeside.

Fra skattesmæk til skattestop

Muligheden for at sænke skatten er en del af flere tiltag, der skal holde kommunernes indkomstskat i ro, fortalte Sophie Løhde (V) på dagens pressemøde.

- Vi er meget tilfredse med, at vi har fået forvandlet et skattesmæk til et skattestop, siger Sophie Løhde.

Kommuner, der oplever tab som følge af reformen, kan frit sætte skatten op, men andre kommuner bliver tilskyndet til at sænke skatteprocenten tilsvarende.

Men oven i dette vil aftalepartierne sætte penge af til, at kommuner med en særligt høj kommuneskat kan sænke skatten. Og det er her, Langeland Kommune kommer ind i billedet.

- Den her mulighed vil forbedre vores økonomi på to områder. Vi får kompenseret skattelettelsen fra staten og samtidig ser vi frem mod en større omsætning i lokalsamfundet, der i sidste ende betyder flere penge i kommunekassen, siger Tonni Hansen.

Dobbeltgevinst for Langeland

Hvis Langeland Kommune ender med at sænke skatten ned til 26,3 procent vil det for lønmodtagere betyde omkring 8.500 kroner mere om året, fortæller Tonni Hansen.

- Jeg er sikker på, at byrådet vil tage imod tibuddet om at sænke skatten, for der er absolut igen begrundelse for ikke at gøre det, siger Tonni Hansen og fortsætter:

- Først og fremmest vil vi som kommune blive kompenseret 100 procent for skattelettelsen og samtidig vil borgerne få flere penge mellem hænderne, som de kan gå ud og bruge i lokalsamfundet. Det er en dobbeltgevinst for Langeland, siger han.

Oversigt

    Oversigt