Fireårige lærer at ringe 1-1-2: - De kan gøre en forskel for hinanden

I Børnehuset Nørre Aaby skulle de mindste lære førstehjælp onsdag. Fireårige Abdul lærte både at ringe 1-1-2 og lægge vennerne i stabilt sideleje.

Fireårige Abdul har helt styr på, hvad der sker, når han trykker 1-1-2 på telefonen.

- Wiuu wiuu, wiuu, lyder det fra dagens førstehjælpskursist.

Sammen med kammeraterne i Børnehuset Nørre Aaby har han onsdag lært førstehjælp af førstehjælpsinstruktør Michael Johnsson fra Dansk Folkehjælp.

- Man kan ikke lære det for tidligt. Der er mange eksempler på børn helt ned til både to- og treårsalderen, som har formået at ringe 1-1-2, når de har været i en situation, hvor der har været brug for hjælp, fortæller Michael Johnsson.

En mund, en næse og to øjne

Han lærer børnene at sætte plaster på, at lægge hinanden i stabilt sideleje og endeligt at ringe til alarmcentralen.

Abdul får en lamineret paptelefon i hånden. Han har netop set pædagogen Tina ringe til 1-1-2. I den anden ende agerer Michael Jonsson alarmcentralen.

- Hun er faldet af rutsjebanen, forklarer den fireårige førstehjælper.

Fireårige Abdul øver sig i at ringe 1-1-2.
Fireårige Abdul øver sig i at ringe 1-1-2.
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

- Det gør det nemmere, når de bliver større, og det bliver en mere naturlig ting. Der er rigtig mange børn, der kommer til skade på årsplan, og der kan de gøre en forskel for hinanden, fortæller Michael Johnsson.

Mens Abdul taler med alarmcentralen, lytter de andre til den fiktive telefonsamtale. 

- Børn kan yde psykisk førstehjælp og omsorg, og det er en stor del af det, at der er nogen, der trøster, hvis der er en, der falder, siger Michael Johnsson.

Og skulle det nu ske, at de mindste glemmer, hvad der skal trykkes på telefonen, skal de blot huske på, at de har én mund, én næse og to øjne.