Redningsaktion besværet af vejret: 31-årig dykker manglede sin makker

Søndag morgen ledte både helikopter og redningsbåde efter en forsvundet dykker ved Svenstrup Strand. Efter 45 minutter blev dykkeren fundet i live.

Ved seks-tiden søndag morgen snurrede en helikopter over Svenstrup Strand syd for Middelfart. Kort forinden havde politiet modtaget en anmeldelse om en forsvundet dykker.

- Vi får en anmeldelse klokken 5.41 fra en bekymret dykker, der mangler sin makker. Han er forsvundet i forbindelse med en undervandsjagt, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede til TV 2 Fyn.

Også en redningsbåd blev sendt på vandet, men redningsaktionen blev besværet af den tykke tåge, der søndag morgen indhyllede store dele af Fyn.

- Vejret giver store udfordringer, og orienteringen er dårlig, fortæller Lars Thede.

Derfor kunne politiet heller ikke benytte sig af sine droner til formålet.

Fundet i live

Det er uvist, hvor længe de to dykkere har været uden kontakt, netop fordi sigtbarheden var så ringe.

Klokken 6.26 bliver den 36-årige dykker fundet i live på stranden cirka 500 meter fra, hvor dykkerne gik i vandet.

- Han er blevet væk. Der er stærk strøm, og måske har han haft svært ved at orientere sig, fortæller vagtchefen.

Begge dykkere er fra Jylland.

Oversigt

    Oversigt