I det fynske folks tjeneste

Selvforsynende huse: Ny bydel skal være klimaneutral

Foreningen Grobund vil forrest i klimakampen og lave 36 klimaneutrale huse i byen Brenderup øst for Middelfart.

Husenes spildevand bliver naturligt filtreret i et spildevandsbe, der ses til højre på billedet. Foto: Mikkel Skov Svendsen

I den lille by Brenderup øst for Middelfart vil en gruppe borgere gå forrest i klimakampen. De vil i hvert fald gerne selv have en ren, grøn samvittighed.

Det har fået dem til at stifte  foreningen Grobund Brenderup. Den skal lave en 100 procent bæredygtig bydel i den lille landsby Brenderup. 

Læs også Halv million kroner til sydfynsk eksperiment

I spidsen for gruppen er Jette Nielsen.

- Det er dét, klimaforskerner siger, at vi skal gøre for at få vores forbrug til at gå i nul, siger Jettie Nielsen. 

Forsyner sig selv med vand, varme og strøm

Drømmen for foreningen er at bo i klima neutrale huse og være selvforsynende. Sådanne huse findes allerede og står på Brenderup Højskole. 

  Foto: Mikkel Skov Svendsen

Husene er ikke tilsluttet det konventionelle forbrugsnetværk og kaldes 'off-grid' huse. 

- 'Off-grid' huse forsyner sig selv med vand, varme og strøm. Det recirkulerer affaldsstoffer, forklarer Jettie Nielsen. 

Ved siden af huset er der et 'væksthus', som minder om et drivhus.  

- Her vokser tomater og andre afgrøder ligesom i alle mulige andre væksthuse. Det her adskilder sig bare ved, at hele den ene side er et spildevandsbed. Tis, lort og opvaskevand bliver ledt herud, siger Jettie Nielsen.

Bedet filtrerer på den måde naturligt husets affaldsvand.

Byg selv

Kommunen har købt grunden på Bystævnevej 4 i Brenderup, som er tiltænkt at blive udstukket til projektet, og dermed lave en hel ny bydel udelukkende bestående af 'off-grid' huse.

Der skal efter planen opføres 36 'off-grid' huse. Grunden bliver til generalforsamlingen vist frem til de interesserede i projektet. 

Blandt dem er Bjørn Gamborg, der som civilingeniør gerne vil prøve kræfter med at lave sit eget selvforsynende hus. 

- Det her med at bygge selv på en bar mark, det kunne være helt fantastisk. Bygge langsomt med materialer jeg kan finde og alle de tekniske løsninger og udfordringer, der er i at gå 'off-grid', siger Bjørn Gamborg og fortsætter;

Læs også Borgmester om affaldsaftale: Fynske ambitioner er ikke smidt i skraldespanden

- For at udfordre os selv til at spare på strømmen og spare på vandet, så giver det totalt meget mening at skulle lave sin egen strøm og samle sit eget vand. 

Bjørn Gamborgs kone Tine Gamborg vil gerne inspirere børn og unge. 

- Jeg vil gerne være en forgangskvinde for både vores egne tre børn og for andre unge mennesker og vise, at det er en super dejlig måde at leve på, siger Tine Gamborg Bendstrup.

Ikke en Thylejr 2.0

I første omgang skal der dog laves en ny lokalplan for området, der ligger i en landzone. Først derefter kan man begynde at bygge på de små jordloder på mellem 200 og 400 kvadratmeter.

Læs også Fynsværket skal stoppe med at fyre kul af i 2022

Det skal være billigt, så alle kan være med, fastslår Jettie Nielsen. Og hvis man tror, at der er tale om Thylejren version 2.0, så kan man godt tro om igen.

- Den har vi hørt mange gange. Så plejer jeg at sige, at de kan da bare komme og få en hash-kage. Men nu kender jeg de folk, der er med, og det er som befolkningen er. Det er alle mulige mennesker, siger Jettie Nielsen.