Få det store overblik over minksagen: Sådan går det de fynske minkavlere i dag

Minkerhvervet på Fyn er helt dødt, siger tidligere fynsk minkavler, der håber, at statsministeren bliver stillet for en rigsret.

Torsdag er dagen, som mange med interesse for især dansk politik og minkerhverv har set frem til længe.

Her afleverer Minkkommissionen sin endelige beretning til Folketinget.

- Vi er spændte på at se, hvilke konsekvenser den får. Vi håber, at der kommer en form for retfærdighed, og at det vil få nogle konsekvenser, siger Martin From, der havde 65.000 mink på sin farm i Otterup, dengang regeringen beordrede ham til at slå dem ihjel.

Manglede lovhjemmel

4. november 2020 meddelte regeringen beslutningen om at aflive flere millioner mink i Danmark på grund af risiko for mutation af coronavirus.

Frygten var, at det kunne brede sig til mennesker og nedsætte virkningen af kommende vacciner mod coronavirus.

Få dage senere kom det frem, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at aflive mink i Danmark, hvis ikke de var syge eller i et sygdomsområde. Mink uden for de såkaldte sikkerhedszoner kunne regeringen med andre ord ikke kræve aflivet.

Rigsret for Mette Frederiksen

Spørgsmålet er så, hvem der vidste hvad hvornår, og Martin From håber, at Minkkommissionen får store konsekvenser for statsministeren og de andre ansvarlige.

- Det er ingen hemmelighed, at der bør være basis for en rigsret på det, der er sket. Det er Mette Frederiksen (statsministeren, red.), der sad for bordenden, da beslutningen blev truffet, og så må vi se, om der er flere ministre, der ryger med, siger Martin From.

Op mod en million mink blev aflivet på Fyn i løbet af november 2020.

Dengang var der 42 minkfarme på Fyn, som var fordelt på 20 avlere. Der var på daværende tidspunkt - og har heller ikke senere - været konstateret coronasmitte blandt de næsten en million mink på Fyn.

Til gengæld var der på landsplan smitte på 207 ud af 1.139 minkfarme.

Dødt erhverv på Fyn

Halvandet år efter er erhvervet fortsat lukket ned på Fyn.

- Minkerhvervet er dødt og lukket helt ned. Jeg kender ikke nogen, der har søgt om at starte op igen, siger Martin From, der heller ikke har planer om at forsøge sig igen.

- Jeg har ikke tillid til regeringen, som det er nu. Vi ved ikke, hvornår de lukker os ned igen. Det giver slet ikke mening at starte op igen, forklarer han.

Hvad laver de fynske minkavlere i dag?

- Det kan man ikke sige generelt. Nogle har landbrug, andre har entreprenørvirksomhed. Det er meget forskelligt, siger Martin From, der fortsat er formand for minkavlerne på Fyn, og som i dag beskæftiger sig med robotindustrien. 

En anden minkavler Jens Jensen fra Ørbæk, der havde 75.000 mink, har eksempelvis købt en mindre campingplads, men afventer hvad der ellers skal ske i fremtiden, for han venter stadig på de sidste penge fra erstatningen. 

Folketinget skal beslutte, hvem der har ansvaret

Når den endelige beretning fra Minkkommissionen kommer, håber Martin From, at de 20 fynske minkavlere - og deres kollegaer i resten af landet - får en afklaring på, hvorfor de skulle aflive deres dyr, selv om det ikke var lovligt.

- Jeg håber, den placerer et ansvar ved dem, der har truffet beslutningen. Man skal ikke omgå loven, og der er ingen undskyldning for at undgå lovgivningen, siger Martin From.

Minkkommissionen er dog ikke en dømmende myndighed, og ligegyldigt hvad er det Folketinget, der efterfølgende skal beslutte, om nogen skal stilles til ansvar.

Kritik af statsministeren

Ifølge Weekendavisen venter der en del kritk af Statsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen.

Statsministeren forventer også selv en voldsom kritik. 

- Når noget er kritisabelt, og når der er begået fejl, som at der ikke var lovhjemmel, forventer jeg selvfølgelig kritik fra kommissionen, og jeg forventer også en voldsom kritik, siger Mette Frederiksen til TV 2

Minkavlerne har fået erstatning for at lukke deres erhverv ned, men en tidligere minkavler på Østfyn mener, at staten snyder ham for 1,7 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt