Fyns første studenter jubler over reddet lastbiltur

De første studenter på Nyborg Gymnasium er glade for, at studenterkørslen er reddet. Erhvervsskoleeleverne glæder sig over, at de kan få familien med til uddeling af svendebrev.

- Det bliver en perfekt dag, hvor vi kommer til at fejre minderne og se frem til fremtiden.

Sådan siger den nyudklækkede IB-student fra Nyborg Gymnasium Aidan Jeffery Miller om den forestående lastbiltur, der netop er blevet reddet. 

Torsdag morgen gav regeringen grønt lys for, at kommende studenter kan holde dimission og køre studenterkørsel.

- Det, der er så specielt ved studenterkørslen, er, at det er noget specielt for gymnasiet, og det er en tradition, der ikke er nogen andre steder, siger Aidan Jeffery Miller.

Han kalder det en perfekt afslutning på gymnasieårene, og ser frem til sin og klassens studenterkørsel 25. juni. 

CASE: Regeringen åbner for karamelkast og studenterkørsel
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Kan få hue på indendørs 

De nye retningslinjer for afgangselever og studenter, som blandt andet betyder, at familiemedlemmer må komme med til dimission og huepåsætning, nåede ikke at træde i kraft, før Katy Mishvelia blev student. 

Hun fik i stedet hue på udenfor, hvor hendes familie ventede. 

- Heldigvis var det godt vejr, ellers havde det været lidt øv, siger hun. 

Ikke desto mindre fik hun en forrygende start på tilværelsen som ny student. 

- Jeg kom ud fra sidste eksamen og fik hue på hovedet, og så var hele familien der med champagne og så tog vi videre ud og drak champagne, så der var en masse huen og hejen i går, siger Katy Mishvelia.

Svendebrevet kan fejres med familien 

På Svendborg Erhvervsskole betyder de nye retningslinjer, at de kommende svende kan tage familien med, når de får uddelt deres svendebrev.

For Claes Emil Raakilde Jakobsen, der snart er udlært industritekniker, betyder det, at dagen bliver gjort til noget særligt. 

- Det er dejligt, man kan få dem med til at fejre en på en ordentlig måde, så man ikke bare får en tom fornemmelse efter fire år, siger han. 

quote Det er afslutningen på et langt forløb. Det er lidt ligesom, når folk får en studenterhue på, det er nogle hårde år, man går igennem

Frederikke Hoffmann Madsen, industriteknikerelev

Fejringen af svendebrevet er en vigtig begivenhed, mener Frederikke Hoffmann Madsen, som også snart er udlært industritekniker. 

- Det er rigtig skønt, at vi kan få lov til at afslutte det. Vi har været meget nervøse for, om vi kunne få lov, og hvordan og hvorledes. Nu er det her endeligt, og det er rigtig dejligt, siger hun. 

Hendes familie har fulgt hende på sidelinjen i løbet af den fire år lange uddannelse, og derfor glæder hun sig til at vise resultatet og have dem med til fejringen.

- Det er afslutningen på et langt forløb. Det er lidt ligesom, når folk får en studenterhue på, det er nogle hårde år, man går igennem, siger Frederikke Hoffmann Madsen.

Dimission delt i to 

Ifølge rektor på Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm, har nyheden om studenterkørsel og lempede restriktioner for gæster på gymnasierne spredt glæde blandt eleverne. 

De praktiske foranstaltninger er allerede så godt som på plads. 

- Vi kommer til at lave nogle telte rundt omkring, og vi kommer til at åbne vores multihal med caféborde, så man kan stå med afstand. Der skal være to kvadratmeter per person, og der skal være en meters afstand. Det kan vi sagtens håndtere i ugen op til, siger Henrik Vestergaard Stokholm. 

Selve dimissionen bliver delt i to, så der er plads til både elever og deres familier. 

- Vi laver en fra 9-10 og så 11-12, og så passer det med 500 elever, så hver elev kan få tre familiemedlemmer med, så det hænger egentlig okay sammen, siger rektoren.

Oversigt

    Oversigt