Ny aftale udfordrer fynsk biobrændsel

En ny aftale der skal mindske CO2-udledningen fra biler og lastbiler kan udfordre den nordfynske virksomhed Emmelev Mølle, der producerer biobrændsel.

Der skal udledes mindre CO2 fra biler og lastbiler, og derfor er et flertal på Christiansborg blevet enig om en ny aftale på området.

Den nye aftale lægger op til, at der i 2030 skal være en million el-biler eller andre typer af biler, som ikke udleder CO2, men samtidig ændrer det på kravene til forbruget af biobrændsel.

Den nye aftale får betydning for den nordfynske producent Emmelev Mølle, som er en af Danmarks største producenter af biobrændsel

- Jeg vurderer, at aftalen betyder, at markedet for biobrændsel svinder med 20 procent. Det betyder, at vi sætter de investeringer på pause, som vi havde regnet med, siger Morten Simonsen, der er direktør i Emmelev Mølle.

Nyt regnestykke

Som reglerne er i dag, skal der blandes 7,6 procent biobrændsel i en liter diesel, men i den nye aftale bliver regnskabet gjort op på en anden måde. Fremfor at stille krav om, hvor meget biobrændsel der skal blandes i brændstoffet, beregner man nu i stedet, hvor meget CO2 som biobrændslen fortrænger.

Det nuværende krav om, at der skal blandes 7,6 procent biobrændsel svarer ifølge Emmelev Mølle til, at der fortrænges 4,6 procent CO2. Med de nye krav i aftalen bliver der i perioden fra 2022 til 2024 indført et krav om fortrængning på 3,4 procent CO2.

Det svarer ifølge Emmelev Mølle til at, der kun skal blandes 5,75 biobrændsel i brændstoffet, og det betyder et mindre marked, mener Morten Simonsen. 

- Vi er trætte af, at aftalen reducerer forbruget af biobrændsel i perioden fra 2022 til 2024. Vi håber ikke, at det får betydning for antallet af arbejdspladser, men vi pauser de fremtidige investeringer, siger Morten Simonsen. 

Ifølge Klima- og Energiministeriet kan man ikke direkte sammenligne de eksisterende krav med de kommende krav. I en mail til TV 2 Fyn skriver ministeriet. 

Der er stor forskel på de enkelte brændstoffers fylde og hvor meget CO2, de fortrænger. Derfor er det ikke muligt direkte at sammenligne det nuværende iblandingskrav og det kommende CO2-fortrængningskrav, da både iblandingsprocenten og CO2-fortrængningen afhænger af den præcise brændstofsammensætning. Det nye CO2-fortrængningskrav fokuserer på vugge-til-grav-reduktioner. Det vil sige, at der med det nye krav bliver set på, hvor meget CO2 der samlet set bliver reduceret helt fra afgrøderne plantes, og til de ender som brændstof i tanken.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) håber på, at de danske producenter af biobrændstof vil tage de nye regler til sig.

- I stedet for at se på hvor meget biobrændstof, der kommer i tanken, stiller vi nu krav til, hvor effektivt det er – altså hvor meget CO2 det reducerer. Det nye krav indfases løbende frem mod 2030, og det betyder, at kravet løbende bliver skærpet i takt med, at nye produkter kan udvikle sig. Som fynbo håber jeg selvsagt på, at Emmelev kommer med på vognen, skriver klima- og energiminister Dan Jørgensen i en mail til TV 2 Fyn. 

Pauser investeringer for millioner

Produktionsanlægget på Emmelev Mølle er fra 2002, og ifølge direktør Morten Simonsen er der sket en teknologisk udvikling, som gør, at det ville være fordelagtigt at investere i et nyt anlæg. Det ville betyde en investering på op i mod 30-40 millioner kroner. 

Tidligere klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) kan godt forstå frustationen over den nye aftale hos Emmelev Mølle.

- Det er en helt igennem negativ grøn historie. Det her er meget alvorligt, for det  betyder at den danske produktion af  biobrændstof, som kunne være med til at sikre mindre CO2-udledning, er truet. 

Udover at skade Emmelev Mølle, mener Lars Christian Lilleholt også, at det vil skade landbruget. Ved produktionen af biobrændstof bliver der et proteinholdigt restprodukt tilbage, proteinrapskager, som lokale landmænd bruger til dyrefoder, men som de ikke vil kunne få længere.

Hos Emmelev Mølle forstår direktør Morten Simonsen ikke, at aftalen betyder, at der skal tilsætte et mindre indhold af biobrændstof i begyndelsen af perioden

- Jeg forstår det faktisk ikke. Jeg er et stort spørgsmålstegn, for det er mindre ambitiøst i forhold til klimaet, siger Morten Simonsen.

Pres fra yderste venstrefløj

Heller ikke Lars Christian Lilleholt mener, at det giver mening med en lavere tilsætning af biobrændstof. Den tidligere klima- og energiminister mener, at det skyldes pres fra den yderste venstrefløj. 

- Der er en markant modstand mod biobrændstroffer på den yderste del af venstrefløjen, fordi man mener, at det er mad man brænder af. Men det her er et tab for den grønne omstilling og for den fynske virksomhed, siger Lars Christian Lilleholt.

Omvendt mener klima- og energiminister Dan Jørgensen, at den nye aftale vil betyde mindre CO2-udledning på de danske veje. 

- Lige nu kører der overvejende sorte fossile biler på vejene, og en bil er ikke noget, man lige skifter fra den ene dag til den anden. Derfor er det også nødvendigt at gøre de fossile biler mere klimavenlige. Med den nye aftale øger vi gradvist kravene til, hvor meget CO2 brændstofferne skal reducere, så de biler, der allerede nu er på vejene, også bliver mere klimavenlige. 

 Lars Christian Lilleholt er på bagrund af sagen igang med at stille en række spørgsmål til klima- og energiminister Dan Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt