100 gymnasieelever mødte op til valgdebat: - Vi har også selv et ansvar

Selvom ikke alle har stemmeret, var der mødt tre klasser fra Nyborgs Gymnasium op for at overvære debatterne til valgfolkefesten.

Mens det skorter på unge blandt kandidaterne til Nyborg Kommunes byråd, er salen til valgfolkefesten onsdag fyldt med omkring 100 gymnasieelever.

Aftenen er en del af deres undervisning, og 17-årige Sigrid Johanne Luunbjerg Schousvoe håber at blive klogere på, hvor hun skal sætte sit kryds, når det bliver hendes tur.

Gymnasieeleven har dog også en appel til politikerne, når det kommer til at gøre sig interessante for de unge.

- Der er ikke så mange unge, der ser TV 2 Nyhederne. Jeg føler, det ville være mere målrettet os, hvis de var mere til stede på de sociale medier, siger Sigrid Johanne Luunbjerg Schousvoe, der har samfundsfag på A-niveau.

Vil hellere opdateres på Youtube

Der taler den 17-årige blandt andet om Instagram, men særligt Youtube, som passer bedre til en travl kalender.

- Der er nok mange unge, der ikke ville bruge en hel aften på at høre debatter, fordi vi har afleveringer og andre aftaler. Men en Youtube-video tager ikke lang tid at se, siger hun. 

Sigrid Johanne Luunbjerg Schousvoe synes dog ikke, at det er politikernes ansvar alene.

- Vi har også selv et ansvar for at holde os opdateret, siger hun.

Bedre end at læse en bog

Ifølge rektor på Nyborg Gymnasium giver det god mening, at både de myndig og de under 18 oplever debatterne.

- Det er super vigtigt, fordi det giver et indblik i, hvordan demokratiet fungerer. Det er en vigtigt indsigt, selvom man ikke kan stemme. Så kan de også gå hjem og tale med familien om det, siger han.

- Det er nogle gange bedre end at læse i en fagbog, og vi vil jo gerne have undervisningen ud i virkeligheden. 

Rektoren understreger, at han ikke har en generel indsigt, men at han selv er blevet positiv overrasket over de unges engagement i forbindelse med kommunalvalget.

- Jeg ved, at der er flere med en politiker i maven, siger han.


Oversigt

    Oversigt